I knap fem år har byggeriet af Danmarks næststørste lukkede fængsel været undervejs. Nu er det så godt som færdigt, og inden længe flytter de første af 250 indsatte ind
Det første spadestik til Storstrøm Fængsel blev taget i december 2012, og nu er man endelig klar til at slå dørene op. Onsdag indvier justitsminister Søren Pape Poulsen fængslet, og den 30. oktober åbner Storstrøm Fængsel for de første indsatte.
Det nybyggede fængsel på 35.000 kvadratmeter ligger i Nørre Alslev på Nordfalster og kommer til at udgøre sit eget lille isolerede bysamfund med stræder, pladser og central placerede fællesbygninger.
Arealet inden for fængselsmurerne svarer til 18 fodboldbaner og rummer blandt andet en kirke, et aktivitetshus, hvor de indsatte kan dyrke forskellige sportsgrene, beskæftigelsesbygninger, hvor de skal gå på arbejde og ’dagligvarebutikker’, hvor de kan købe mad.
Alle faciliteterne er fordelt på ti bygninger, der tilsammen udgør Danmarks nye statsfængsel.
Fleksible strukturer
Én af de ting, som der var særligt fokus på under opførelsen af det nye fængsel, var at skabe bygninger og indretning, der giver mulighed for at adskille indsatte helt ned til grupper på fire, så fængslet kan tage imod og håndtere alle typer indsatte.
Derfor vil de indsatte i Storstrøm Fængsel blive fordelt i fem afdelinger, som ydermere kan opdeles i mindre sektioner. Fire af afdelingerne skal huse ’almindelige indsatte,’ mens én er en særlig sikret afdeling, hvor fanger, der afsoner længere straffe, eller som udgør undvigelsesrisiko, vil blive placeret.
»Vi har oplevet et stigende behov for at kunne sektionere fangerne. Det er selvfølgelig blevet forstærket af, at vi har fundet ud af, det er vigtigt at kunne skille nogle rockerbander fra hinanden i fængslerne,« siger Erik Bang, der er chef for Koncern Anlæg ved Kriminalforsorgen og tilføjer:
»Derudover har alle indsatte forskellige behov. Nogle kan være problematiske eller farlige og kræve tæt overvågning, andre kan have bedst ved at være på en afdeling med lignende indsatte. Vil man på et tidspunkt have en afdeling for ældre erfarne indsatte, som ikke ønsker at dele boenhed med voldsomme unge menneske, eller en kvindeafdeling, der er afskærmet fra mændene, vil det altså være muligt.«
En grad af normalitet
De indsatte i Storstrøm Fængsel kommer til at bo i 12,8 kvadratmeter store fængselsceller, som er samlet i boenheder. Boenhederne består af mellem fire og syv celler omkring et opholdsområde med fælleskøkken, hvor de indsatte skal lave mad til sig selv, og hvor de kan være i selskab med andre.
Når de ikke befinder sig i deres boenheder eller celler, er de indsatte højst sandsynligt at finde i et af produktionsværkstederne, hvor de kan beskæftige sig med enten træ, metal eller maling. Under deres afsoning har de nemlig pligt til at være i beskæftigelse. Når arbejdsdagen er omme, er der mulighed for at dyrke fritidsaktiviteter i fængslets aktivitetshus.
På Storstrøm fængsels arealer finder man også en besøgsafdeling, som blandt andet består af tre besøgslejligheder og en legeplads, der er bygget for at støtte de indsattes forhold til deres familie og børn.
Se flere billeder her: