- Kunne det ikke godt ligne et pote-aftryk?

Sådan lyder det, når Danmarks nye 'ulve-detektiver' er i marken i det vestjyske. Her hyler ulven, og efter flere hyl og grynede billeder har foreningen Ulvetracking.dk set dagens lys. Det samme har lyd-optagelser af det, der meget vel kan være en eller flere hylende ulve i det vestjyske.

En gruppe på seks til syv vestjyske borgere, der bliver kaldt ‘ulve-detektiver’, indsamler nu informationer om ulve i Danmark, så dyrets færden kan blive bedre kortlagt. Ifølge de frivillige mangler der fakta i debatten om ulve herhjemme. Debatten har indtil nu i høj grad båret bræg af 'for' eller 'imod', og det er synd, mener Thomas Boesdal, talsmand for foreningen, der ikke er politisk.

Ulve-detektiverne fotograferer blandt andet poteaftryk og indsamler afføring og kadaver, når de er i skoven. Derudover har man haft held til at optage ulvehyl om natten. De indsamlede informationer bliver sendt til Aarhus Universitet, hvor de bliver undersøgt nærmere.