Et stort dansegulv, glad disco og flere hundrede festglade fans dannede rammen om det afterparty, der fortsatte Grand Prix-festen efter showet lørdag aften.
Emmelie skød festen i gang ved endnu engang at synge sit vinderhit "Only Teardrops" for de mange fans.
Mens de festede videre i underetagen, gik Emmelie ovenpå til de andre deltagere til en eksklusiv VIP-fest. Hun har tidligere fortalt BT, at hun ikke kan lide champagne. Derfor fik hun serveret white russians til at skåle med.
En enkelt gang poserede hun med sin drink foran de fremmødte fotografer, inden hun igen forsvandt op til sin vinderfest.
Ved tidligere Grand Prix-fester har deltagerne fejret finalesejren sammen med deres fans. Denne gang havde Eurovisions securityfolk vurderet, at det ikke var sikkert nok for Emmelie at feste sammen med de mange fans.
Emmelie havde tidligere udtalt, at hun ikke regnede med at feste vildt lørdag nat. Hun forsvandt fra festen omkring klokken 4 søndag morgen.
Imens festede hendes pallietklædte fans videre til den lyse morgen.