De kendte med småbørn valfartede i går morges i biografen, for at se den nye film 'My Little Pony'. De små pastelfarvede ponyer har i årevis været et stort hit hos småpigerne, som da også var i overtal til premieren.
Søndag morgen står oftest på rundstykker fra bageren, som man bruger lang tid på at nyde over morgenbordet. Men i går havde mange kendte forældre fravalgt den lokale bagers rundstykker og hygge over søndagsmorgenbordet for at opfylde deres småpigers store ønske om at komme til premieren på den nye børnefilm ,'My Little Pony'.
Det var da også en stor dag for rigtig mange af småpigerne, hvor flere var trukket i deres fineste kjoler og nogle havde også en prinsessekrone balancerende på hovedet. Udstyret med kæmpebægre popcorn var børnene og deres forældre, onkler, tanter eller gudfædre klar til at følge eventyret i det magiske, regnbuefarvede paradis Equestria. Stedet, hvor de pastelfarvede ponyer med navne som Twilight Sparkle, Applejack, Pinkie Pie og Rarity, bor, er truet af den onde Stormkonges planer. Derfor må ponyerne ud på en eventyrlig rejse for at redde deres hjem.
'My Little Pony' er endnu en i rækken af børnefilm, som 'Ninja Turtles', 'Teletubbies', 'Pokemon', 'Askepot', 'Snehvide', 'Bambi' og Aladin', der gennem tiderne har fascineret og henrykket børn.
Derfor ville BT gerne vide, hvilken børnefilm der var de kendtes yndlingsfilm, og som de kunne se igen og igen?