Flere sultede ihjel andre kæmpede til døden i slagsmål.

300 kamphunde af racen pitbull, er blevet reddet fra et kamphunde-center på Filippinerne.

I Danmark er racen forbudt efter indførelsen af hundeloven i 2010, og på Filippinerne bliver dyrene brugt i modbydelige hundekampe. Men på et specifikt center blev det for meget for folk fra dyreværnet, der forbarmede sig over hundene. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

20 af hundene var så udmagrede og svækkede af dehydrering og underernæring, at det påvirkede deres adfærd i en aggressiv retning. Det kostede dem livet ved aflivning. Yderligere fire af hundene var døde før redningsmændene dukkede op.

- Hundenes tilstand var virkelig dårlig. De var enten sårede eller syge, siger en talsmand for politiet Renate Galang. til AFP.

- Dette var en stor online spille-virksomhed hvor de på groveste vis satte hundene op til kamp - ofte med døden tilfølge, forklarer Galang.

Boede i olietønder

Hundene var lænket fast, og levede under særdeles usle forhold, og de havde kun mulighed for at søge ly i gamle uhumske olietønder.

Onsdag blev 300 hunde overleveret til dyreværnet, der nu skal sørge for, at de får en ordentlig pleje, og at de ikke går amok på mennesker i området. Efter planen skal hundene efter en omgang rehabilitering finde nye hjem hos ejere, der vil tage dem til sig.

Flere af hundene risikerer dog at blive aflivet, da der ikke er kapacitet til alle dyrene. De er avlet og opfostret til at slås, så de kan ikke placeres i samme bur.

Lokale dyrerettighedsforkæmpere oplyser, at mange af hundene også havde ødelagte ører og tunger.

- To dyrebeskyttelsescentre har taget opgaven med rehabiliteringen på sig, fortæller chef for dyrebeskyttelsen, Anna Cabrera, til nyhedsbureauet AFP.

Politiet blev opmærksomme på mishandlingen, da de stormede to gårde d. 30. marts. syd for hovedstaden Manilla. Her arresterede de flere personer og heriblandt syv sydkoreanere. De er alle sigtet for ulovlig kamphunde-virksomhed.

To af dem blev allerede tilbageholdt i december, hvor 240 hunde blev reddet fra et andet område. De var på fri fod efter en kaution var blevet betalt.

De dramatiske hundekampe blev sendt direkte ud på nettet, hvor villige tilskuere kunne spille på vinderen.

Bliver personerne dømt risikerer de to års fængsel for dyremishandling.