Der er godt nok stadig to uger til, at han kan sætte vielsesringen på sin udkårnes finger. Men prinsesse Madeleines kommende mand er allerede nu et fuldt ud gyldigt medlem af det svenske kongehus.

På kongehusets hjemmeside har hoffet lagt en hel beskrivelse af prinsessens kommende gemal ud. Og beskrivelsen bliver også bliver prydet med barndomsbilleder af den 38-årige brudgom.

Chris O'Neil, der arbejder som finansmand i New York, hvor han også mødte sin prinsesse, har både amerikanske og britiske aner. Hans far, amerikaneren Paul O'Neill, der døde i 2004, flyttede nemlig til London fra New York i 60'erne, hvor han skulle etablere et europæisk hovedkontor for den amerikanske investeringsvirksomhed Oppenheimer & Co.

Han fandt sammen med Chris' mor, Eva Maria O'Neill, der ifølge britiske medier har haft en affære med selveste prins Charles. Det skulle efter sigende være foregået omkring 1986 - dengang, hvor Charles stadig var gift med prinsesse Diana.

I 1974 var det dog Paul O'Neill, der var Eva Marias udkårne, og sammen fik de i 1974 sønnen Christopher. Chris O'Neill blev født i London, og har derfor både et amerikansk og et britisk statsborgerskab. Desuden har han fem halvsøstre, Tatjana, Natascha, Stefanie, Annalisa og Karen.

Det var også i Storbritannien, at den unge Chris O'Neill gik i grundskole. I 1988 blev den unge mand dog sendt på kostskolen 'Institut auf dem Rosenberg i St. Gallen, i Schweiz, hvorfra han blev dimittend i 1992.

Derefter studerede han på universitet i Boston, hvorfra han fik en kandidatgrad i filosofi med fokus på internationale relationer i virksomheder. Der gik da heller ikke lang tid, før Chris O'Neill fandt ud af, at det var den vej, han skulle gå.

Efter at have arbejdet for diverse virksomheder, tog han i 2005 en MBA-eksamen fra det berømte Columbia Universitet i New York, hvor han også fik arbejde. Og i 2011 mødte han altså også den svenske prinsesse i den amerikanske storby.

Men selv om Chris O'Neill indtræder i den royale familie, når han den 8. juni bliver viet til prinsesse Madeleine ved et storslået bryllup i Stockholm, så bliver finansmanden ikke prydet med en royal titel. Det har han nemlig frabedt sig.

For at kunne blive prins og blive tiltalt med ’Deres kongelige højhed’, skulle Chris O'Neill nemlig have opgivet sit britiske og amerikanske statsborgerskab.

- I henhold til den kongelige kutyme bør et medlem af kongehuset være svensk statsborger og kan ikke have en ledende stilling i erhvervslivet. På grund af disse krav har hr. Christopher O'Neill respektfuldt bedt om at forblive en almindelig borger og ikke blive ophøjet til kongelig højhed, har det svenske hofs rigsmarskal, Svante Lindqvist, tidligere oplyst ifølge Billedbladet.