Forsangeren for Lukas Graham, Lukas Forchammer, er kendt for at værne meget om sit privatliv. Men nu har hans højgravide kæreste valgt at åbne lidt op og vise nogle nye sider af sit og Lukas Grahams liv og forhold.
26-årige Marie-Louise Schwartz' Instagram-profil har hidtil været privat, men nu har hun gjort den åben, så Lukas Grahams mange fans over hele verden kan følge med i hendes liv sammen med den danske superstjerne. Det skriver MetroXpress.
Tidligere på året annoncerede Lukas Forchammer, at han skal være far til en lille pige til september. Og at fødslen er lige op over, afslører Marie-Louise Schwartz med et smukt billede på Instagram, som hun lagde op tirsdag.
'Barselsorlov. 39 uger,' skriver hun til billedet, hvor hun stolt viser sin højgravide mave frem.
Billedet har allerede fået over 1.000 'likes', og mange brugere giver i kommentarer udtryk for, hvor smuk den kommende mor er med sin struttende baby-mave.
'Stolt og gravid'
27-årige Lukas Forchammer fortalte ellers i forbindelse med annonceringen af den glædelige nyhed om familieforøgelsen tidligere på året, at han ikke ville tale om moderen, fordi hun ikke skulle lide under den store mediebevågenhed, han har fået som følge af Lukas Grahams internationale gennembrud.
Men på Marie-Louise Schwartz' Instagram-profil giver hun sine følgere og Lukas Grahams mange fans et sjældent indblik i parrets liv. Blandt andet har hun fra sin plads backstage optaget en video af kæresten, mens han synger Lukas Grahams gennembrudshit '7 Years' på et propfyldt Wembley i London.
'Stolt og gravid,' skriver hun til videoen.
Når Lukas Forchammers lille pige meget snart kommer til verden, bliver det ikke til sin fars berømte fløjlsbløde stemme, hun skal falde i søvn. I et af de få interviews, hvor Lukas Forchammer har åbnet op for sit privatliv, fortalte han til People, at han ikke vil synge godnatsange for sin datter.
»Jeg er enig med min kæreste i, at hun synger, og jeg læser, så børnene ikke bliver forvirret og tror, at alle forældre skal synge sådan for deres børn,« fortalte Lukas Forchhammer med et smil i forbindelse med MTV Video Music Awards i slutningen af august.
Sjov og spas
Han og bandet Lukas Graham har dog sat karrieren på standby de kommende måneder på grund af den kommende familieforøgelse.
»Vi tager hjem og tager nogle måneder fri, for jeg skal være far om tre uger. Så vi tager nogle måneder fri fra turnélivet, skriver sange, og jeg vil øve mig i at skifte bleer og berolige babyer,« fortalte Lukas Forchhammer til People.
Han fik også fortalt, at familien da skal med på turné på et tidspunkt.
Lukas Forchammer og Marie-Louise Schwartz, som også kaldes 'Rillo', har været kærester siden 2013. De to har kendt hinanden siden skoletiden, har Lukas Forchhammer for nyligt fortalt i et større interview med magasinet Euroman.
At dømme ud fra billederne på Marie-Louise Schwartz' Instagram-profil ser det ud til, at der både er masser af kærlighed og sjov og spas i det unge pars forhold. Som så mange andre har de fået taget billeder i en foto-maskine, som vist ikke helt er seriøse nok til at ende i deres rødbedefarvede pas.
