Det går rigtigt godt for Miklos Molnar for øjeblikket. Tirsdag blev han trods et år uden kamptræning udtaget til det danske fodboldlandshold, og i dag scorede han i sin turneringsdebut for Kansas City Wizards.

Kansas vandt hjemme på Arrowhead Stadium med 4-3 over Chicago Fire.

Molnar, der forsøger at få karrieren på ret køl i den amerikanske liga efter et år uden for holdet i spanske Sevilla, bragte sin nye arbejdsgiver på sejrskurs i det 14. minut, da han scorede til 1-0. En kvik Molnar stjal bolden fra Chicagos målmand Greg Sutton og sendte bolden i det tomme net.

Den danske landsholdsangriber var også kraftigt involveret i udbygningen af føringen. I det 28. minut headede han en lang bold ned for fødderne af Preki, der gjorde det til 2-0. Det blev siden 3-0 og 4-1, inden gæsterne tilslut fik skabt spænding om resultatet. 7540 tilskuere i Kansas så Molnar, der fik en advarsel, blive skiftet ud i det 80. minut.

/ritzau/