Den 12. august 2009 blev Lasse Schöne skiftet ind i stedet for Nicklas Bendtner og fik sin debut på det danske landshold. Der var spillet en time, da han løb ind på Brøndby Stadion til træningskampen mod Chile. To minutter senere udlignede han til 1-1.
Lasse Schöne var på det tidspunkt 23 år gammel og mest kendt af feinschmeckerne, der fulgte hollandsk fodbold og havde lagt mærke til hans præstationer eller i det mindste set hans navn blandt De Graafschaps eller NEC Nijmegens målskytter gennem de seneste år. Nu præsenterede han sig for den bredere befolkning og lignede i sin debut en teknisk dygtig, hurtig og iskold afslutter, sådan som han modtog Jakob Poulsens dybe aflevering og smukt lagde den over målmanden og ind i det fjerneste hjørne.
Kort efter blev han korsbåndsskadet, og hans landsholdskarriere gik i stå. 16 kampe i rødt og hvidt, 13 af dem som indskifter, og siden hele den forgangne sæson uden en eneste landskamp. Indtil han blev skiftet ind mod Ungarn torsdag og fornyede fortællingen om sig selv.
- Det er selvfølgelig fedt efter så lang tids fravær at komme tilbage og gøre en god figur, men der er en kamp mere på onsdag, og det ville være ærgerligt at smide alt det væk, som man nu har bygget op, siger Lasse Schöne med den smilende ydmyghed, der altid har præget ham.
- Livet er for kort til at gå at være indebrændt. Selvfølgelig har jeg været skuffet, for der er ikke noget, jeg hellere vil end at være her. Man må bare fokusere endnu mere på de ting, man har, og så håbe, man bliver udtaget igen. Der er ikke nogen grund til at gå og være sur.
En af forklaringerne på Lasse Schönes manglende landsholdsgennembrud skal findes i Morten Olsens taktiske fokus igennem det meste af sin landstrænertid. Igennem 13 år havde han Dennis Rommedahl som sin foretrukne højrekant, fordi han med sin hurtighed altid var en stor trussel, når han søgte mod baglinjen eller gik direkte mod mål. Med hans landsholdsstop og med Morten Olsens forsøg på mod Ungarn at bruge kanter, der søger ind i banen og bevægede sig mere frit rundt og opsøgte mellemrummene, blev der muligheder for Lasse Schöne.
- Trænerne både her (på landsholdet, red.) og i Ajax ved godt, at det er vigtigt, at jeg får den der frihed til at gå ind i banen. Hvis jeg spiller kant, er det bare vigtigt at huske, at jeg ikke er en Rommedahl. Man skal ikke forvente, at jeg kridter skoene, løber ned til baglinjen og smækker den ind over. Det er ikke det, der er mine forcer. Jeg spiller 4-3-3 i Ajax, hvor jeg er kant, men går ind i banen og har en back, der tit kommer op, sådan som Lars (Jacobsen, red.) også gør det på landsholdet, fortæller Lasse Schöne om sin rolle i Ajax, hvor han i den forgangne sæson både blev mester og årets spiller i klubben.
- Jeg har ikke selv gjort noget anderledes i denne sæson, men jeg har fået en lidt mere offensiv plads. Sidste år spillede jeg en del kampe på den defensive midtbane, end jeg har gjort i år. Jeg kan godt spille på den defensive, men jeg tror, mine kvaliteter kommer lidt bedre til udtryk, når jeg spiller lidt længere fremme på banen, siger Schöne, der ved træningen i Helsingør ligner en starter mod Sverige.
Men man ved aldrig. Særligt ikke med Schöne.