Der er ingen over Lasse Schöne i den hollandske Æresdivision. Halvvejs igennem sæsonen er den danske landsholdsspiller rangeret som den bedste spiller af alle i det anerkendte fodboldmagasin Voetbal International.
Her ligger han og troner foran sin landsholdskammerat Nicolai Jørgensen, og netop det faktum glæder Lasse Schöne ekstra meget.
»Det gør det lidt bedre, at jeg ligger foran Nicolai Jørgensen. Ikke kun fordi han er dansk, men også fordi han er Feyenoord-spiller. Vi ligger stadig efter dem i tabellen, men nu tager vi dem også med Ajax i ligaen, inden sæsonen er slut,« siger Lasse Schöne til BT.
Schöne og Ajax gik søndag på miniferie med 1-1 mod PSV, og der er dermed fem point op til netop Nicolai Jørgensens Feyenoord i Æresdivisionen. Den personlige succes for 30-årige Schöne er dog ikke til at tage fejl af.
Og selvom han ikke lige var klar over, at han gennem sæsonens første 17 kampe har fået det højeste karaktergennemsnit i Voetbal International, sætter han stor pris på anerkendelsen.
»Det er fint at blive anerkendt på den måde. Jeg synes også, at det er gået fint i mange måneder. Det er fedt at få spilletid og samtidig kunne sætte sit præg på holdet, når jeg spiller. Det går rigtig godt på min nye position, som ligger godt til mig, og som jeg er vokset ind i. Jeg vil ikke sige, at det går ekstraordinært godt, men jeg er inde i en god periode,« siger Lasse Schöne.
I sidste sæson var han inde og ude af holdet, men i år har han været et fast holdepunkt på den defensive midtbane som en dybtliggende styrmand. Og det er i den rolle, at landsholdsspilleren har excelleret – samtidig med at han har fået mere ansvar som en af de rutinerede i en trup med mange unge talenter. Blandt andre Kasper Dolberg, der ligger nummer ti på selvsamme liste.
»Det er ikke bare en ny rolle på banen, for jeg er også en af de ældre på holdet. Så det betyder selvfølgelig også en ny rolle uden for banen. De unge drenge holder mig ung. Det er en rolle, som jeg også sætter pris på. Den ligger godt til mig, selvom det er lidt anderledes, end da jeg var yngre. Det hele går fint, og jeg er glad for tiden,« siger Lasse Schöne.
