Og ikke overraskende var et af emnerne, hvem der skal besidde det ledige managersæde, når den nuværende træner, Jan Kalborg, stopper senest til sommer.

B.T. kunne i går fortælle, at den tidligere AB-, FCK- og nuværende B 93-træner, Christian Andersen, var blevet tilbudt stillingen, men havde takket pænt nej.

Bestyrelsen holdt i går et marathon-møde i kontorerne på Hvidovre Stadion. Mødet startede allerede klokken 13.30, og da B.T. besøgte den nye bestyrelse ved 20-tiden, var der endnu punkter på dagsordenen. Peter Schmeichel tog sig dog tid til en lille snak med B.T. under en pause i mødet.

"Det blev desværre ikke til noget med Christian. Vi havde en god snak med ham, men det kunne jo altså ikke lade sig gøre.

Det var desværre en næsten umulig situation, idet han var bundet af en kontrakt.

Vi har lavet en liste over de emner, som vi mente ville være interessante for os. Og fra den liste var der to, som var meget interessante.

De var for så vidt lige, men Christian har masser af erfaring. Det var meget vigtigt for os, og derfor talte vi med ham først," siger Peter Schmeichel.

Det første bestyrelsesmøde bar i følge målmanden præg af, at det netop var det første møde.

"Der er en masse, som jeg godt kunne tænke mig at fortælle. Men I må vente. Nu er vi samlet for første gang, og det er altid sådan lidt rodet i starten, fordi der er ideer og en masse andre ting, som folk gerne lige vil have drøftet.

Så der er ikke taget nogen konkrete beslutninger endnu, udover at vi er enige om, at vi nu tager en snak med den anden person, vi har på vores liste.

Vi har som sådan ikke noget hastværk. Og så alligevel. Vi skulle gerne have det på plads indenfor en måned eller to.

For ellers bliver de trænere, der er ledige jo taget. Og Kalborg stopper altså til sommer," siger han og afviser at afsløre detaljer om den anden person, som han har i kikkerten til managerjobbet.

Schmeichel var imponeret over sin bestyrelse, som foruden ham selv omfatter Team Danmark-direktør Preben Kragelund, advokat Flemming Kosakewitsch, direktør i Telia, Henrik Ingemann Nielsen, og økonomidirektør i Dunlopillo, Henrik Friis.

"Vi har haft en enormt god snak i dag. Det har været meget spændende. Vi har fået en stærk bestyrelse, og jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt lille, når jeg sidder med de gutter derinde. De har virkelig tjek på det," siger Schmeichel.

Allerede her til morgen sætter den store målmand sig i et fly tilbage til Lissabon, hvor han allerede onsdag spiller pokalkamp mod Benfica.

"Vi spiller rigtigt godt for tiden, og det går fremad spillemæssigt. Lørdag var det virkeligt godt og noget af det bedste, vi har vist. Vi skulle endda have scoret to-tre mål mere.

Vi har nu vundet 11 af de sidste 12 kampe og spillet den sidste uafgjort. Men det vil stadig være dumt at begynde at tale om mesterskab. For der er alt for lang vej endnu," siger han.

De nærmeste rivaler i kampen om mesterskabet, FC Porto, vandt da også deres kamp over Boavista med 1-0 sent i aftes og er nu tre point foran Sporting.

Schmeichel oplyser i øvrigt, at den skade i den højre læg, der det sidste stykke tid har generet ham, endnu ikke ervæk. Men den er dog ikke mere alvorlig, end at han regner med at kunne stille op i onsdagens prestigekamp mod Benfica i pokalturneringen.