Kasper Schmeichels Leicester har nu hentet sin første dyre spiller, siden mesterskabet kom i hus.

Leicester har købt 24-årige Nampalys Mendy i Nice. Den 24-årige midtbanespiller er Leicesters tredje tilgang, siden sæsonen sluttede, men alligevel er Nampalys Mendy noget særligt.

De to forrige spillere, der er hentet til klubben, er målmanden Ron-Robert Zieler og forsvarsspilleren Luis Hernández. Men mens sidstnævnte var gratis, så menes Kasper Schmeichels konkurrent på målmandsposten kun at have kostet i omegnen af 2,6 millioner pund – 23 millioner kroner.

Og det er da også på prisen, at Nampalys Mendy menes at adskille sig markant fra de to foregående handler. Selvom klubberne har aftalt ikke at oplyse transferen, så mener altid pålidelige The Guardian at vide, at Nampalys Mendy har kostet i omegnen af ti millioner pund svarende til omkring 90 millioner kroner.

The Guardian fortæller ligeledes, at Nampalys Mendy er meget samme spillertype som Leicesters franske landsholdsspiller N’Golo Kanté, som Paris Saint Germain skulle have et godt øje til. N’Golo Kanté har en frikøbsklausul på 20 millioner pund, så med mindre han laver en Jamie Vardy og afviser bud fra nogle af de helt store klubber, er det ikke utænkeligt, at han forlader Leicester.

Nampalys Mendy fortæller i forbindelse med skiftet, at han har et godt kendskab til Leicesters succestræner Claudio Ranieri, og at han kan lide managerens stil.

»Jeg kender træneren (Claudio Ranieri, red.), jeg kender hans mentalitet, og jeg kender hans filosofi. Når han snakker, så gør han det direkte og uden omsvøb, det kan jeg godt lide.«

Nampalys Mendy nåede at spille 121 kampe for Nice, hvilket har kastet 1 mål og 4 assist af sig. Så det er altså i den defensive fase af spillet, at han har sine styrker.