Schmeichel: Brian ville have pyntet
Brian Laudrup havde pyntet i EM-truppen samt på de rødhvide chancer i Holland/Belgien.
Brian Laudrup havde pyntet i EM-truppen samt på de rødhvide chancer i Holland/Belgien.
Meldingen kommer opsigtsvækkende åbent fra selveste Danmarks landsholds-kaptajn før danske EM-generalprøve i Parken mod Belgien.
Indtil for bare to uger nærede Peter Schmeichel stadig et løligt håb, at Brian Laudrup i halvtolvte time kunne blive overtalt til at >tilmelde< sig EM-truppen.
I stedet satte Schmeichels tidligere landsholds-kammerat punktum på sin lange fodboldkarriere på grund af en problematisk hælskade.
>Brian havde unægtelig været en rigtig rar joker at have haft med os til EM. Vi rejser på mandag til en slutrunde uden den >automatik<, som en Laudrup eller to i en årrække nærmest har kunnet garantere landsholdet.
Nu må vi i vores sidste EM-opladning holde godt fast i den positive kendsgerning, at vi trods alt formåede at kvalificere os uden navnene Laudrup.<
Peter Schmeichel uddyber over for B.T.:
>Ikke ret mange landshold har typer som Brian og Michael, der ved egen kraft kunne hale et godt resultat ud af en ellers kollektiv off day - enten i form af en forløsende scoring eller et afgørende måloplæg.
Det har vi desværre heller ikke selv i den forestående slutrunde. Vi har til gengæld et hold med andre dygtige og internationalt meget solide spillertyper.
Men det er klart, at alle mand må svinge anderledes optimalt i takt på dagen, end det var nødvendigt for os for to år siden i Frankrig. Der er ikke længere nogen Laudrup til at rage kastanjerne ud af ilden for os på en dårlig dag.<
Peter Schmeichel roser EM-holdets afgående træner Bo Johansson for i vinter trods alt at have gjort forsøget på at tale Brian Laudrup med i EM-slutrunden.
Det skete, da landstræneren på et presse-seminar i februar i Odense sendte en varm Laudrup-ballon op i vinterluften - for så få timer senere selv at måtte skyde den ned igen efter at have fået et pænt nej tak fra Brian Laudrup i Amsterdam.
>Forskellen på Frankrig 98 og den forestående EM-slutrunde kan i mine øjne forklares med to ord: Brian og Michael.
I Holland og Belgien, præcis som vi var det i efteråret, vil vi være uhyre afhængige af brede, holdmæssige præstationer i et helt anderledes omfang end for to år siden.
I den afsluttede EM-kvalifikation formåede vi at reagere overraskende flot og posititvt på savnene af de to Laudrup-brødre.
At vi i efterårets løb var i stand til gradvis at højne vores niveau og faktisk begynde at spille rigtig flot fodbold uden Laudrupérne, det styrker min egen optimisme for nye, gode danske resultater i EM-slutrunden,< afrunder Peter Schmeichel.
Det var i går ikke muligt at få den Rungsted-ferierende Brian Laudrups kommentar til Schmeichels overraskende åbne >EM-efterlysning< af ham.
De to 92-europamestre var så sent som under VM-slutrunden i Frankrig nære bonkammerater, men iagttagere tæt på landsholdet mener, at luften mellem de to landsholds-profiler dengang fra den ene dag til den anden pludselig kølnedes uden sikker forklaring.
Peter Schmeichel og Brian Laudrup har dog hver for sig siden løbende dementeret, at der skulle være personlige kurrer på tråden mellem dem.
Under alle omstændighede mødes de to i aften i Parken, når dagbladet Politiken i halvlegs-pausen kårer århundredets danske fodboldlandshold.
Om aftenens sidste danske EM-test siger Peter Schmeichel:
>Jævnfør optakten til VM-slutrunden i Frankrig har jeg personlig ingen problemer med at tabe testkampene, før det først går løs.
Et eventuelt nederlag i aften mod Belgien behøver heller ikke nødvendigvis at udløse >landesorg<. Det afgørende er, at vi bliver i stand til at højne vores spillemæssige niveau væsentligt fra forårets to test-nederlag til Portugal og Sverige.<