David de Gea bliver i Manchester United. Det mener engelske BBC i hvert fald, at den engelske topklub nu har fortalt sin målmand, at han skal indstille sig på. Dermed kan vi - måske - lukke ned for en af sommerens længste transfersagaer.
At forhandlingsforløbet mellem Manchester United og Real Madrid har varet så lang tid, falder ikke i god jord hos 'De røde Djævles' tidligere danske målmand, Peter Schmeichel. Han mener, at klubben burde have ladet David de Gea skifte for længst.
»Hvis spilleren ikke er glad, burde hans agent og klubben have fundet en løsning for længst. Det er ærgerligt at se, at sagen fortsætter, når sæsonen er begyndt,« siger han til engelske TalkSport og uddyber:
»Jeg vil virkelig ønske, at de Gea bliver. To år i træk har han været årets spiller. Du lader ikke sådan en spiller skifte - men hvis han selv vil væk, så lad ham, så Manchester United kan komme videre.«
På rygtebørsen er Ajax-keeperen Jasper Cillessen nævnt som en af de varmeste kandidater til at tage over, hvis David de Gea bliver solgt. Men Peter Schmeichel mener ikke, at han og Manchester United vil være et godt match.
»Cillessen er en god målmand, men Louis van Gaal tog ham af banen før straffesparkskonkurrencen ved VM (mod Costa Rica i kvartfinalen, red). Det viser, at van Gaal ikke stoler på ham,« siger danskere, der i stedet peger på en anden kvalificeret afløser. Hugo Lloris fra Tottenham.
»Hvis de Gea skifter, vil jeg elske at få Hugo Lloris til Manchester United. Han har præcis den rigtige stil, og så har han bevidst sig i Premier League.«