"Det passede mig fint, at Sand ikke var med. Det gjorde arbejdet lidt lettere," tilføjer den høje Lautern-forsvarer.

Avisen Express vurderer Schjønbergs indsats som god og solid svarende til karakteren tre på en skala med ét som top og seks som bund.

Kaiserslauern avancerede til en fjerdeplads i Bundesligaen før de sidste seks runder.

Nummer ét og to går direkte i Champions League. Nummer tre og fire skal ud i CL-kvalifikation.

Schalke 04 er ved at forpasse mindste-målsætningen om UEFA Cup-deltagelse. Holdet med de mange veteraner i forsvar og på midtbane virker slidt.

Det blev 0-1 ved Tare, 1-1 ved Latal og 1-2 ved Jörgen Pettersson.

Der var 46.300 tilskuere på Gelsenkichener Park Stadion, og der lød heftige og skingre mishagsytringer efter sidste fløjt.

Sands afløser, Gerald Asamoah, fightede flot nok, men Schalke havde problemer med opspillet, og Lautern kontrollerede over lange perioder kampen.

Claus Thomsen tilbage

Claus Thomsen fik et resultatmæssigt vellykket comeback, da VfL Wolfsburg ude-besejrede VfB Stuttgart så stort som 5-2.

Den nigerianske bomber, Jonathan Akborie, chokerede med tre mål mod sine gamle klubkammerater.

Thomsen virkede ikke så sikker som normalt, ifølge Express, men den danske kaptajn havde også være ude med en lægskade siden 20. februar.

De to tophold sejrede planmæssigt. Bayer Leverkusen er fortsat nummer ét efter 3-1 hjemme over kriseplagede Borussia Dortmund, der fik Stefan Reuter udvist. Bayern München er nummer to efter planmæssige 4-0 hjemme over SSV Ulm.