"En ting skal der i hvert tilfælde ikke herske tvivl om, der er begået så mange brølere i denne sag, at vi nu kræver erstatningsspørgsmålet genoptaget. Sker det ikke, så har vi kun en udvej, nemlig at anlægge erstatningssag mod den danske stat," siger Mike Axdal, der mener, at de efterladte blev snydt for et gigantisk millionbeløb, da erstatningssagerne blev afregnet samlet i et stort forlig.
Den fatale nat, hvor skibet var afgået fra Oslo med kurs mod Frederikshavn omkom Mike Axdals far og bror sammen med 157 andre ombordværende. Siden katastrofenatten har Mike Axdal kæmpet for at få hele forløbet og ikke mindst ejerskabet af Scandinavien Star belyst.
For fire år siden forsøgte han sammen med andre pårørende fra "Støttegruppen efter Scandinavian Star", at få sagen genoptaget gennem folketingets retsudvalg.
Et lodret forkert svar afgivet af politimesteren på Frederiksberg, videregivet af Rigsadvokat Henning Fode til Justitsministeriet og folketingets retsudvalg forhindrede dengang, at sagen blev genoptaget.
Nu har Axdal skaffet dokumentation for hans formodning. Henrik Johansen ejede ikke Scandinavien Star:
"Siden 1996 er jeg blevet meget klogere. Igen og igen er jeg løbet myndighederne på dørene og har begæret aktindsigt her, dér og alle vegne. Nu sidder jeg så med en stak beviser i hånden som gør, at Justitsministeriet ikke længere kan komme uden om, at sagen skal genoptages.
Tager man så TV-programmet i aften, og sammenholder med hvad jeg har fundet af sagsakter, så er den sidste tvivl ryddet af vejen," siger Mike Axdal.
I 1996 fik han via folketingets restudvalg rejst et spørgsmål til justitsministeren som lød:
"Kan det bekræftes, at det af dokumenter i august 1990 klart fremgik, at Scandinavien Star var ejet af det Bahamas registrerede selskab SeaEscape?"
Justitsministeriet bad Rigsadvokat Henning Fode om at fremskaffe svaret. Han videre sendte spørgsmålet til politimesteren på Frederiksberg, der svarede med et klart nej!
"Det passer bare ikke, ligesom der er en del andre ting der heller ikke passer i denne sag," siger Mike Axdal og fremlægger mere end hundrede dokumenter, som han har samlet ind via aktindsigt.
"Det daværende Industriministerium indhentede allerede i 1990 på foranledning af politimesteren på Frederiksberg oplysninger fra skibsregistret i London, af dem fremgår det, at Scandinavien Star var ejet af det på Bahama registrerede selskab SeaEscape," siger Mike Axdal og tilføjer:
"I dag tror jeg simpelthen ikke på, at det er de rigtige mennesker der blev dømt. Jeg tror ikke på at Henrik Johansen, Ole B. Hansen og kaptajn Hugo Larsen skulle være dømt i den sag.
Alt tyder på, at det var nemmere at få dømt Johansen, Hansen og Larsen end at iværksætte en undersøgelse af ejerforholdet og SeaEscape.
Jeg tror, at Henrik Johansen har taget skraldet for en anden, for der var voldsomt mange millioner på spil i et skatteteknisk cirkus omkring Scandinavien Star," siger Axdal og fortsætter:
"Johansen havde kort forinden solgt Vognmandsruten til Difko og scoret et par hundrede millioner.
De penge skulle i drift i et nyt selskab så han ikke blev beskattet, derfor skulle Scandinavien Star for alt i verden have skruen i vandet senest den 30. marts 1990, ellers ville skattetænkningen mislykkes.
Jeg har stakkevis af dokumenter der fører tilbage til SeaEscape. Det utrolige ved disse dokumenter er, at de enten er mangelfuldt udfyldt eller har forskellig datering, men alle dokumenter trækker en streg direkte mod Niels-Erik Lund og SeaEscape.
Når jeg kæmper for at få sandheden frem, så skyldes det, at samtlige pårørende i november 1990, af de norske advokater blev anbefalet at indgå forlig med skibets forsikringsselskab om erstatning efter dansk/norsk erstatningsret, fordi advokaterne fulgte de signaler der kom fra bl.a. dansk politi, der fastslog at Henrik Johansen var ejer af Scandinavien Star.
Havde man undersøgt sagen til bunds, og dengang fastslået, at skibet rent faktisk og rent fysisk var ejet af SeaEscape med adresse i Miami, så skulle erstatninger være udregnet efter amerikansk erstatningsret, og så er det nogle helt andre millionbeløb de efterladte var tilkendt.
Alle som én af os pårørende, er blevet dårligere stillet, alene fordi politiet har unddraget os oplysninger om den virkelige ejer af Scandinavien Star.
For med til historien hører, at SeaEscape den 30. marts 1990 forhøjede forsikringssummen på Scandinavien Star med 80 mio. kr., fra 12 til 24 mio. dollars.
Derfor har vi anmodet justitsministeriet omgøre Rigsadvokatens svar og få sagen genoptaget. Sker det ikke, så kommer der et søgsmål mod den danske stat, fordi vi blev snydt i erstatningssagen," siger Mike Axdal.