Den 20-årige kvinde overlevede med anden og trediegradsforbrændinger på halsen og i ansigtet.

Parret havde i det sidste halve år boet til leje i et hus på Sejrupvej i Vesterlund.

De havde en lille dreng på 10 måneder. Og den 20-årige kone var igen gravid i 4. måned. Forholdet var stormfuldt. Og fredag aften tog hadet overhånd.

Skænderiet og hvad politiet betegner som "husspektakler" nåede deres kulmination i gården bag huset. Her oversprøjtede manden den gravide kvinde med benzin fra en 200 liters tromle med pumpe.

Den havde han stående i en garage. Med benzindampene bølgende om sig lykkedes det kvinden at slippe fri. Men manden jog hende rundt i gården. I hånden havde han en ligther. Og til sidst tændte han.

Som en levende fakkel løb kvinden rundt i gården og ind i huset. Her havde hun åndsnærværelse nok til at løbe ind i badeværelset, stille sig under bruseren og åbne for vandet.

Ude af sig selv og smerteligt forbrændt tog hun sin cykel og kørte 5 km. ad mørke landeveje til nogle venner i Thyregod. Herfra ringede hun til sin bror.

Derefter cyklede hun tilbage til huset, hvor hun havde efterladt sin lille dreng. Udmattet af den fysiske anstrengelse, chokket og de voldsomme smerter lagde hun sig i sengen.

Da hendes bror kom, tilkaldte han en ambulance. Det skete halvanden time efter manden havde forvandlet hende til et benzinbål.

Den 20-årige kvinde blev kørt til Vejle Sygehus, men er senere overført til Odense Universitets Hospital.

Uden at vide, om konen var levende eller død, kørte den 30-årige mand til Odense, hvor han gemte sig hos nogle bekendte. Her blev han anholdt sent fredag aften. Han er i et grundlovsforhør blevet fængslet i en måned sigtet for særligt farlig vold.

Ingen af Vesterlunds beboere kendte eller dyrkede omgang med det nye par på Sejrupvej 9. Flere har dog bemærket deres voldsomme skænderier, der også foregik på gadeplan.

Og beboerne var stærkt irriteret over, at parrets hunde løb over hele byen. Denne hundeuorden skulle om kort tid havde været behandlet på et borgermøde.

Den 30-årige mand var i aktivering, men reparerede desuden gamle biler. De stod ikke alene i gården, men også uden for huset. Det fik på et tidspunkt udlejeren til at skride ind og forlange dem fjernet.

Det skete også, da et andet yngre par med hunde slog sin ned i huset så permanent, at det tog karakter af bosættelse.