Alle 79 passagerer måtte evakueres, da et SAS-fly onsdag morgen skred af banen efter landing i Kastrup Lufthavn. Det oplyser Københavns Lufthavn til bt.dk

- Passagererne har fået lidt græs under skoene her til morgen, og så blev de kørt med busser ud til terminalerne, siger Anne Munk Mikkelsen, der oplyser, at 70 ud af de 79 passagerer allerede er rejst videre med andre fly.

SAS-flyet holder fortsat på græsplænen og venter på, at det kan blive bugseret fri. Flyet spærrer dog ikke for andre fly, og det giver dermed ikke forsinkelser i lufttrafikken.

- Vi har haft en lignende episode for et par måneder siden. Der kom flyet dog ikke helt så langt ud, og næsen nåede lige at stoppe før græsset, fortæller Trine Kromann-Mikkelsen, der er pressechef hos SAS.

Hun tilføjer, at SAS nu vil bede lufthavnen om at lukke den pågældende rullebane.

Havarikommissionen skal desuden kigge på SAS-flyet for at fastslå, hvorfor flyet skred ud.