Sarkozy vinder en smule terræn
Selvom den franske præsident ser ud til at tabe præsidentposten til Francois Hollande, er der fornyet håb, mener fransk professor.
Selvom den franske præsident ser ud til at tabe præsidentposten til Francois Hollande, er der fornyet håb, mener fransk professor.
Godt nok står præsident Nicolas Sarkozy fortsat til at tabe det franske præsidentvalg på søndag, men efter tv-debatten onsdag aften er han ifølge en professor rykket nærmere konkurrenten, den socialistiske Francois Hollande, skriver Reuters.
45 procent af franskmændene fandt Hollande mest overbevisende i tv-debatten, mens 41 procent foretrak Sarkozy.
Ikke desto mindre kan præsidenten glæde sig over et forstærket, men stille håb om at genvinde magten, selvom han blot har få dage til at vende billedet helt.
- Hvis forspringet bliver ved med at skrumpe, kan det være tegn på et meningsskifte i befolkningen, og det vil selvfølgelig gøre valget utrolig tæt på søndag, siger Dominique Reynie, professor ved »Science Po Universitet« i Paris og leder af den liberale tænketank Fondapol, til Reuters.
I tv-debatten var Nicolas Sarkozy ifølge flere iagttagere imidlertid ikke i stand til at sætte et afgørende stød ind på sin konkurrent, der virkede rolig, mens Sarkozy var irritabel og til tider hidsig. Tv-debatten, transmitteret i bedste sendetid, blev set af næsten 18 millioner mennesker.
På trods af Dominique Reynies vurdering om et eventuelt holdningsskifte til Sarkozys fordel, mener han derfor også, at Hollande fortsat er favorit til at blive Frankrigs næste præsident.
- Man kan jo langt fra sige, at Francois Hollande ikke kan blive præsident efter tv-debatten. Alene det gør ham vel til en vinder af debatten, siger professoren.
Sarkozy har siden første valgrunde haltet efter Hollande med seks til ti procentpoint og skal finde de manglende stemmer hos vælgere, som i første valgrunde stemte på det højreorienterede parti National Front med Marine Le pen i spidsen og midterpartiet MoDems leder Francois Bayrou. Men Bayrou erklærede torsdag sin støtte til Francois Hollande, dog med en opfordring til sine tilhængere om, at de skal stemme, som de vil. Også Marine Le Pen har tidligere i denne uge erklæret, at hun heller ikke vil støtte Sarkozy.
Præsidenten har i valgkampen kæmpet med et imageproblem samt en stor folkelig utilfredshed over et løftebrud fra valget i 2007 om at nedbringe arbejdsløsheden til fem procent.