Sarkozy: Vi skal ikke give efter for hævn
Den franske præsident har holdt en tale til sine landsmænd, hvor han fordømmer drabene på uskyldige.
Den franske præsident har holdt en tale til sine landsmænd, hvor han fordømmer drabene på uskyldige.
- Vi skal stå sammen og ikke give efter for hævn. Det skylder vi ofrene, der er blevet dræbt med koldt blod.
Sådan lød det onsdag formiddag fra den franske præsident, Nicolas Sarkozy, der holdt en kort tale for sine landsmænd, mens op mod 300 politifolk fortsatte med at forskanse den lejlighedsbygning i Toulouse i det sydvestlige Frankrig, hvor en formodet syvdobbelt drabsmand fortsat opholder sig.
- I nationens navn vil jeg gerne lykønske politiet for deres hurtige eftersøgning og deres exceptionelle mobilisering af styrker, sagde præsidenten.
Politiet omringede tidligt tirsdag morgen lejlighedsbygningen i Toulouse, hvor den mistænkte, en 24-årig mand, opholder sig, og man har forhandlet med manden siden. Han er mistænkt for at have dræbt tre franske soldater, samt fire personer - heriblandt tre børn - på en jødisk skole i Toulouse.
Senere onsdag skal Sarkozy deltage i en mindehøjtidelighed for de dræbte soldater. De fire jødiske ofre bliver alle begravet i Israel i dag, onsdag.
I forhandlingerne med politiet i Toulouse kastede den mistænkte tidligere tirsdag et våben ud af vinduet i bytte for en telefon. Politiet lukkede desuden for gastilførslen til hele området i tilfælde af, at den mistænkte skulle finde på at prøve at sprænge sig selv i luften.
På etagerne over den lejlighed, den mistænkte befandt sig i, måtte rædselsslagne beboere blot vente på, at de kunne blive evakueret. Omkring klokken 11 onsdag formiddag meldte BBC dog, at evakueringen af beboerne var gået i gang ved hjælp af brandstiger, mens forhandlinger med den mistænkte fortsatte.
Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Claude Gueant, har den franske efterretningstjeneste desuden kendt til den 24-årige i flere år, da han blandt andet har været anholdt i Afghanistan.
To brødre og to søstre til den mistænkte er i øjeblikket tilbageholdt af fransk politi.