Debatten om de lukningstruede københavnske kirkers fremtid raser, men kirkeminister Manu Sareen (R) vil ikke blande sig. Det understreger han i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

- Jeg har ingen bestemt holdning til, hvad en kirke kan eller må bruges til, når den er nedlagt som kirke, udtaler ministeren.

En københavnsk præst, Per Ramsdal, har luftet muligheden for at omdanne kirkerne til bedehuse for andre religioner, eksempelvis muslimer. Men det afviser ejeren af halvdelen af de lukningstruede kirker, Kirkefondet, hvor man forudser folkelig modstand, hvis en kirke skal bliver omdannet til moské.

Kirkeminister Manu Sareen erkender, at der er mange følelser forbundet med kirkerne.

- Det er vist en udbredt holdning, at en nedlagt kirke ikke skal bruges til noget, der er i kraftig modstrid mod det, den hidtil er blevet brugt til, siger han.

- Jeg regner med, at de, der foreslår en kirke lukket, samtidig kommer med et forslag om, hvad der så skal ske med den, tilføjer ministeren.

Den seneste kirkelukning fandt sted i 2009, hvor Sjælør Kirke i København solgt til KFUM-Spejderne, der nu bruger den som byspejdercenter.