Blogger og tv-vært Sarah Louise har haft flere grimme oplevelser i Bangkok. Det har nu ikke skræmt hende fra at rejse.

Hvad er din bedste rejseoplevelse?
Sidste år hvor min kæreste inviterede mig til Dubai og friede til mig på en meget smuk sandstrand. Det er jo sådan en rejse, man ikke umiddelbart glemmer. Dubai er bare fantastisk. Jeg elsker normalt gammel kultur, men Dubai er jo helt nyt, og det er ret fantastisk, synes jeg. Da vi havde været af sted, overvejede vi faktisk at flytte derned, men så blev jeg gravid, og det blev aldrig til noget.

Hvad er din værste rejseoplevelse?
Da jeg var i Bangkok som 19årig. Jeg havde en tøjforretning og var i Bangkok i den forbindelse. Jeg sad i en taxa på vej til møde på en fabrik og følte, at taxachaufføren bortførte mig. Han kørte de forkerte steder hen, ville ikke standse bilen, kørte over for rødt og alt for stærkt. Til mit held kom vi til et kryds, hvor der holdt en politibil, og han blev nødt til at stoppe. Jeg sprang ud af bilen, og i det samme gassede han op, så jeg faldt og forvred min fod. Chaufføren stak af, og jeg måtte en tur på hospitalet og få fikset foden. Jeg har dog været i Bangkok mange gange efterfølgende. Bangkok er bare en vild by, året efter den episode, så jeg en mand blive skudt.

Hvor drømmer du om at rejse hen i 2013?
Min forlovede og jeg vil gerne af sted, men det bliver nok først, når mit barn er blevet større. Men så vil vi gerne til Arizona på en westernferie, hvor man tjekker ind på en ranch og hjælper med at drive kvæg i ødemarken. Jeg har været af sted med Zulu Kvægræs, og det var det fedeste. Jeg vil gerne af sted igen, hvor det bare er ferie. Om det bliver næste år ved jeg ikke, men inden for de næste tre år.

Læs også: Trine Pallesen: Tænkte 'det her går helt galt'