Den 24-årige Marc Meyer Lindeskov Østergaard blev fredag dømt ved Retten i Svendborg. Han forvoldte sin kæreste Sara Huus Linds ufatteligt brutale død 17. september i fjor, ifølge en enig domsmandsret ved Retten i Svendborg.
Laila Lind og Benjamin Huus Lind, henholdsvis mor og storebror til den dræbte Sara Huus Lind, har fra start til slut fulgt sagen fra tilhørerpladserne i den lille retssal 1 i Retten i Svendborg.
Efter dommen kunne Laila Lind ikke holde tårerne tilbage og måtte bruge nogle minutter til at sunde sig. Derefter satte hun ord på sine følelser:
»Det er aldrig straf nok, når han har gjort, hvad han har, men det er fint, at retten nu har slået fast, at han dræbte Sara og derfor er dømt for manddrab og ikke kun for vold med døden til følge, som hans forsvarer mente,« sagde Laila Lind.
Ligesom på den første retsdag var hendes mand Alex, Saras far, ikke til stede i retslokalet.
»Han kan slet ikke klare det. Det er for hårdt for ham,« sagde hun videre.
Og konstaterede, at hun nu trænger til at få styr på tankerne og rense hovedet så vidt det nu er muligt:
»Jeg skal hjem og slå græs. Så kan jeg forsøge at tænke på noget andet,« sagde hun.