"At være med i Tivoli Showet er en udfordring - og at se sine begrænsninger i øjnene," siger Sanne Salomonsen. Hun er blevet rost til skyerne for sin medvirken i showet med Preben Kristensen, Per Pallesen og Kurt Ravn.

Ku' du overhovedet få et ord indført?

"Ja, der var en sådan lydhørhed og respekt overfor hinanden. En gensidig kærlighed, tør jeg godt kalde det. Preben er bare overalt, Per er ham med rutinen og den store indsigt.

Og Kurt - han er typen, der går stille med dørene i starten - og så udvikler det dér morsomme og underspillede.

I starten af prøveforløbet var jeg meget observerende og tænkte: "hvad skal jeg overhovedet her?". Men så kastede jeg mig ud i det - samtidig med at jeg betragtede det hele lidt fra sidelinien. For at lære."

Hvad er dit bidrag ?

"Lidt mere puls i musikken, tror jeg nok. På scenen bruges musik jo tit som noget, der bare ligger sådan lidt diskret bagved. Jeg kan li' at være i musikken og mærke masser af sound.

Jeg er lykkelig over, at det går så godt - for jeg kastede mig virkeligt ud i noget, hvor jeg er lidt på glatis. Selvfølgelig har jeg stået på en scene før - men det her er altså et helt ny måde."

Den indre stemme

Er det ikke sådan, det altid har været med dig? Speederen i bund og fuld fart fremad?

"Nej, arbejdsmæssigt følger jeg faktisk en plan, en udvikling."

Det lyder ret time-manager-agtigt?

"Jamen det er slet ikke så square. Jeg følger bare min indre stemme. Jeg tror på, at oprigtigheden og ærligheden driver værket. Arbejdsmæssigt er det utrolig lækkert at være nået dertil, hvor jeg er i dag.

Og menneskeligt, helt privat, at gå ud af et spor, som jeg ikke snakker så meget om, men som handler om at leve i overensstemmelse med resten af universet."

- Du har altid virket så enormt stærk, som en man sgu' ikke ka' ta' røven på!

"Jeg har tit tænkt: "Hvad er det, de synes er så stærkt?" ved mig. For jeg tuder jo også og går ned, og jeg er også præmenstruel.

Men jeg er måske nået til et punkt, hvor de dér ting ikke slår mig ud mere, fordi jeg arbejder så bevidst med, hvem jeg er og hvordan jeg tænker. Vi mennesker bestemmer jo selv, hvordan vi vil ha' det - du kan simpelthen selv vælge, hvordan du vil ha' det."

Hvorfor vælger vi så at ha' det dårligt?

"Fordi det er det, vi er vant til. Det er dér, vi føler os mest trygge. Vi er opdraget til angsten og det lille selvværd. Jeg har altid hørt det dér om, hvor sej jeg er.

Men det er faktisk først nu, jeg selv er ved at tro på det. Det, der har set så "stærkt" ud, det er min store tilfredsstillelse ved at stå på scenen og ha' det så fedt med publikum, at blive elsket af masserne, som man bliver, når man står og spiller på en festival og får den her postitive energi fra 20.000 mennesker - det kan man da kun få det godt a'!

Jeg er gået på scenen, helt flad, efter ikke at ha' sovet i 24 timer - men så er der bare SÅ meget energi.

Og når man ikke har distance på overfor sit publikum, så er man i den grad i stand til at tage imod."

Og i stand til at blive slået ihjel - af myten om en selv.

"Du tænker på Janis Joplin? Ja, men jeg tror, man er herre over, hvor meget man vil gå ind og lade det påvirke. Man har sig selv til at finde de sande værdier, man må selv sørge for at være grounded - leve i den virkelige virkelighed.

Jeg har arbejdet helt bevidst på at få en god kontakt med mig selv og vide, hvem jeg er - skabe det liv for mig selv, som jeg gerne vil leve."

Før og efter barn

Gør du det nu?

"Ja. Jeg opdeler mit liv i "før og efter barn". Jeg lagde mit liv meget om, da jeg i 1988 fik Victor. Jeg tog nogle store valg, der handler om kontakt med mig selv og om at acceptere, at der er et liv her på jorden, som skal leves."

Er du træt af at være Rock Mama?

"Nej. Jeg synes, den kvindelige side af mig er ret flot bevaret gennem alle årene. Jeg føler mig meget som kvinde - og hun er med fremme, når jeg synger rock.

Energien, blotter-tendenserne samt hvor meget power, man tør gi', skaber kontakten. Jeg kan stadig li' at sætte foden op på monitoren og køre den a - det er skønt! Rock'n' roll er enormt sexet.

Det er noget helt, helt andet at stå stille og pludselig bare tale til publikum - høre sit eget sprog. Jeg er altid gået på scenen som mig selv, så det er jeg ikke nervøs for.

Men der er en intim del af mig selv, som jeg godt kunne tænke mig at få mere med. Jeg har lavet musicals, hvor der er et manuskript og en historie på forhånd.

Men fra Day One har Tivoli showet været helt anerledes. "OK- aha!" har jeg tænkt, når jeg oplevede Per, Preben og Kurt.

"Det er DET, der tricker!". Jeg lærte en masse om, hvad det er at være entertainer - for det vil jeg gerne.

Når man har mikrofonen, så har man jo magten og kan overdøve publikum. Men jeg kunne godt tænke mig at bruge mikrofonen til andet end "Tak skal I ha!". Jeg vil gerne stille spørgsmål, være fræk og nysgerrig.

Jeg prøvede - et lille udspring, bare fra halvmetervippen - på den tourné, jeg var på med min nyeste plade, "In a New York Minute". Jeg havde ikke noget manuskript med, improviserede mig igennem en aftens program og synes, det lykkedes at skabe en intim stemning - og jeg kunne også få publikum til at grine!

Jeg havde det rigtig godt og følte, at jeg fik en del af mig selv med - en del som jeg har ladet blive hjemme i mange år."

Mor - helt oppe at køre

Rocken bliver hårdere, poppen mere syntetisk - hvis du var ung i dag, ville du så gå samme vej?

"Ja - jeg har aldrig været i tvivl...og jeg er så jublende glad på min søns vegne. Han er 12 og han og hans band er lige blevet nummer to i Gentofte Mesterskabet.

The Regrets hedder de og spiller det tougheste heavy - moren er helt oppe at køre! - hvad andet ka' man, når man ser sin unge trives og blomstre op så det lyser ud af ham?"

Du har altid afprøvet dig selv i fuld spotlight. Hvor har du modet fra?

"Jeg synes nu, jeg har været meget steady siden 85 - og siden jeg fik min søn. Men jeg er nu engang sådan en, som ikke er bange for at bruge sig selv på nye måder.

Med tiden er jeg blevet helt flink til at vende mine failures i luften og se sådan på en fiasko, at hvis man kan lære noget af den, så er det jo ikke rigtigt nogen fiasko, vel?

Og når man har et så trofast publikum, som jeg har, så må de da også godt mærke, når man ta'r et skridt i en ny musikalsk retning. Min banebrydenede tid er lissom overstået nu - men jeg tror da stadigvæk på, at jeg ikke har lavet min bedste plade endnu."

At synge fra hjertet

"Hun synger så smukt og direkte, at det er som at se menneskesjælen i lyst og nød, helt uden maske." Sådan skrev en anmelder efter at have hørt dig synge "Ensom og forladt" i musical'en "Berlin 84".

"Ih - skrev han virkelig det? Ja, at synge - det handler om at reflektere over det liv, du lever. Det skal være ærligt, det skal komme fra hjertet."

Hvordan kan du så holde ud at synge sådan noget ævl som "Den jeg elsker elsker jeg"?

"Fordi det er ikke meningen, at du skal analysere - du skal lytte, føle og mærke.

Kærligheden kan være enormt enkel - og så forfærdelig. Jeg synes, at "Det er ikke det du siger" - som jeg også synger i Tivoli - er en af de smukkeste kvindesange overhovedet, der er skrevet herhjemme.

Jeg kan nikke genkendende til ordene - der har været gange, hvor jeg ikke har kunnet synge den.

En anden "banal" kærlighedssang er H. C. Andersens gamle romance, "Jeg elsker dig" til musik af Grieg - det tog mig tre uger at kunne synge den uden at tude. At få lov til at synge "jeg elsker dig - jeg elsker dig", det synes jeg er stort."