Sangerinden Søs Fenger har besluttet at udskyde udgivelsen af sit nye album "Søs."

Det sker, efter at en 82-årig kvinde fredag aften den 18. februar døde af de kvæstelser, hun pådrog sig, da kvinden dagen forinden blev påkørt af Søs Fenger.

Den ældre kvinde gik ud foran sangerindens bil, da Søs Fenger kom kørende ved Trianglen på Østerbro i København. En stærkt chokeret Søs Fenger aflyste samme aften en planlagt koncert på spillestedet Vega.

Søs Fengers pladeselskab, BMG Denmark, oplyser i en kortfattet meddelelse, at albummet er udskudt til onsdag den 1. marts. Det sker på grund af ulykken og i respekt for alle involverede.

/ritzau/