Sangeren Kaya Brüel fejrer 25 års jubilæum med en ny plade. Her bearbejder hunsorgen og tabet af moderen Sanne Brüel.

Efter 25 år i rockbranchen udsender Kaya Brüel sit første næsten 100 pct. selvskabte album. Det er et meget personligt album, hvor hun bearbejder en del personlige emner. Især tabet af hendes mor Sanne Brüel for fem år siden.

Set udefra kan Kaya Brüel ligne lidt af en kunstnerisk blæksprutte. For øjeblikket turnerer den 44-årige københavner som sanger og skuespiller med musicalen ’Dirch’, senere i 2017 venter en ny turné med den lystige kvindekvartet City Singler. Siden sin debut for 25 år siden, har hun indspillet nogle vældig populære børneplader med Ole Kibsgaard, et par jazzplader og andet godt.

Men det seneste par år har musikalsk først og fremmest stået i hendes egen musiks tegn. Det er 25 år siden, Kaya debuterede som 19-årig med albummet ’Kaya’.

Jens Rugsted i ryggen

Dengang havde hun et stort pladeselskab, stort studie og en af datidens største danske producere, Jens Rugsted, i ryggen. ’Nu & nær’ har hun skrevet og indspillet helt alene.

»Det er jo den sjove, omvendte verden at begynde som 19-årig i et stort studie - frem til nu, hvor jeg har siddet på Vesterbro med min laptop og skabt musikken til ’Nu & nær’,« siger Kaya Brüel med et stille smil.

Kaya Brüel er ud af en kendt musikalsk familie. Hendes oldefar Axel Brüel skrev børnesange som f.eks. evergreenen ’Rapanden Rasmus’, mormoren Birgit Brüel var en anerkendt jazzsangerinde, moderen Sanne Brüel havde som sin datter både musik og teater i blodet. Hun huskes især fra Jomfru Ane Band.

’Nu og nær’ er i høj grad resultatet af en terapeutisk proces. Det er fem år siden, Sanne Brüel døde. Kaya har blandt andet brugt tiden på at bearbejde sine følelser efterfølgende, også i musikken. Tre numre på ’Nu og nær’ handler om forholdet til moderen.

»Det handler meget om det sted, jeg kommer fra i forhold til min mor. Hun var også en meget følelsesstærk sanger,« siger Kaya, som BT møder i hendes nabolag, Vesterbro.

Savnet efter moderen

Sanne Brüel blev skilt fra Kayas far, og flyttede til Aalborg for blive medlem af Jomfru Ane Teatret, mens Kaya boede hos sin far Niels Herskind i København.

»Jeg har arbejdet med følelsen af svigt hele mit liv, som skilsmissebørn kommer til. Men vi har altid kunnet dele musikken sammen. Min mor flyttede, da jeg var tre år gammel. Så jeg har altid levet med et stort savn i forhold til hende. Vi har bestemt set hinanden, som alle skilsmisseforældre og børn gør, men når hun ikke var der, havde jeg hendes sang på pladerne. Jeg tror, at det er i musikken, jeg har fundet hende og mærket hende, når hun ikke var der fysisk,« siger Kaya Brüel.

Siden Sanne Brüels død er mange tanker og følelser gået gennem datteren.

»Jeg er ikke særlig troende, min mor har ikke en gravsten. Dér, hvor jeg finder hende i dag, er i min stemme. Det kan være i nummeret ’Nu & nær’ - som er produceret i et 80er lydunivers - i momentet lige inden min mor døde. Det kunne også være, da jeg fødte min datter Asta. De livs-definerende momenter. Hvor forsvinder man hen, hvor kommer man fra?«

En anden sang, ’Blomsten’, handler om savnet som barn, fornemmelsen ’hvorfor vil du mig ikke?’.

»Skilsmissebarnets følelser. Men det er også historien om, at børn altid klarer sig. Selv på de frygteligste sult- eller krigshærgede steder på jorden finder børn en sten og leger videre,« siger Kaya Brüel.

»Min mor fulgte mig fra begyndelsen i 1991. Nogle af mine bedste minder er fra dengang, når jeg fik en demo fra mit første album. Så skyndte jeg mig hjem og spillede det for min mor og Rebekka (Sanne Brüels søster), hvis hun var i nærheden. Så blev der skruet op. Min mor var så stolt.«

I processen med indspilningerne har Kayas mand, filminstruktøren Kenneth Kainz (’Skammerens datter’) været sparringspartner. Som Kaya Brüel ofte er for ham, når han læser et nyt filmmanuskript. Som skilsmissebarn er det mere eller mindre bevidst vigtigt for hende at holde fast i sin familie, uanset de udfordringer forholdet møder hen ad vejen. Parret har været gift siden 1999.

Ingen guidelines

»Uden at have konkrete guidelines for, hvordan jeg gerne vil leve mit liv, er jeg meget bevidst om det. Jeg er et meget følelsesbetonet menneske; et lystbetonet menneske. For mig har det været vigtigt at bevare en kerne i betydningen noget godt og trygt, man kan vende tilbage til. Ikke kernefamilie i betydningen omklamrende.

Når man lever et så alsidigt liv som mig, er det vigtigt med en kerne. Jeg har brug for min familie, og min mand har det på samme måde. Vi vil hinanden, der er modgang og medgang, men dette er det vigtigste,« siger Kaya Brüel.

’Nu & nær’ udkommer i dag.