USA: Virginia og Colorado får alligevel ikke besøg af Barack Obama i starten af næste uge.

Den amerikanske præsident havde planlagt et vælgermøde, hvor den tidligere præsident Bill Clinton skulle have medvirket, i Virginia, men har set sig nødsaget til at aflyse, da orkanen Sandy spås at ramme den amerikanske østkyst mandag.

Derudover har Barack Obama aflyst den planlagte tur til Colorado Springs tirsdag, oplyser talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter et møde i Youngstown, Ohio, mandag vil »præsidenten returnere til Det Hvide Hus for fortsat at overvåge orkanen Sandy«.

- Præsidenten bliver jævnligt opdateret omkring stormen og de igangværende forberedelser, og han har instrueret sit team i at bruge alle midler til rådighed i forberedelsen, siger Jay Carney.

Der er godt en uge til det amerikanske præsidentvalg 6. november.

Reuters/BNB