Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) blev i lørdags presset til at fyre sin spindoktor Thomas Brahm.

Det bekræfter flere kilder tæt på forløbet overfor BT.

Thomas Brahm fratrådte sin stilling som en direkte konsekvens af, at han i sidste uge sendte en mail til Jyllands-Posten med en række ældre citater af Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen, hvor de to gik ind for øremærket barsel til mænd.

I den famøse mail stod Thorning f.eks. citeret for tidligere at have sagt, at ’det handler om at give fædrene rettigheder, som de ikke har i dag.’

Citaterne skulle dokumentere, at S til SFs store ærgrelse var løbet fra et løfte og havde foretaget en kovending.

Jyllands-Posten valgte at offentliggøre mailen, og Thomas Brahm, der tidligere arbejdede i SFs pressetjeneste, blev så at sige taget med bukserne nede i et forsøg på at spinne mod et andet regeringsparti.

Vrede S-ministre

Handlingen fremkaldte stor vrede blandt toneangivende S-ministre og deres spindoktorer.

Fredag i sidste uge forlangte de Thomas Brahms hoved på et fad, hvilket Holger K. Nielsen afslog. Det var for dramatisk en reaktion efter hans mening. Ministeren erkendte blankt, at spindoktoren var gået for langt og foreslog, at det i stedet kunne klares med en reprimande. Men det ville S-toppen ikke slå sig til tåls med, og i løbet af fredagen rygtedes det, at Brahm var blevet fyret, selv om beslutningen endnu ikke var truffet.

Lørdag erkendte Holger K. Nielsen efter nye samtaler med ledende ministre - samtaler der havde karakter af armvridning - at han måtte lade sin spindoktor gå.

Han satte sig derefter ned og forfattede en pressemeddelse, der priste Thomas Brahm i høje toner.

- Thomas er en arbejdshest, er knivskarp og har været en kæmpe kapacitet for SF i regeringen, så det vil kunne mærkes, at han ikke længere er på holdet, skrev han.

Dansede med cowboyhatte

Sagen har i SFs top forstærket indtrykket af, at Socialdemokraterne mobber dem, erfarer BT. Man havde derfor rigtig meget at snakke om på det årlige to-dages regeringsseminar i Helsingør torsdag og fredag. Brahms fyring, øremærket barsel og tryningen af Villy Søvndal, da Thorning fraveg FN-sporet i Syrien-spørgsmålet.

- Jeg kender ikke noget til nogen stridigheder i regeringen, sagde Helle Thorning-Schmidt dog efter afslutningen i går.

Sandheden er, at stemningen var langt bedre ved seminarets slutning end ved dets start.

Onsdag aften dansede hele ministerholdet linedance med cowboyhatte til musik fra en medbragt jukebox. Forinden havde Thorning fremlagt sin analyse af regeringens udfordringer. Hendes konklusion var, at fokus skal flyttes væk fra regeringspartiernes interne fnidder til oppositionen.

- Vi skal bruge mere tid på at bekæmpe de andre end på at bekæmpe os selv, blev der sagt.

Hun gav udtryk for, at der er mange muligheder for vise forskellen på regeringen og Venstre og Dansk Folkeparti. På en regeringen, der handler, og en blå blok, der ligger i indre splid med sig selv, og hvis indbyrdes uenighed kan gøres op i 80 mia. kr.

Thorning erklærede sig tilfreds med, at det er lykkes at presse Venstre så langt til højre, at Venstre ikke længere har lyst til at fortælle om sin egen politik.

I de kommende måneder håber hun, at Christiansborg-Venstres nej til togfonden skaber en del splittelse i lands-Venstre. Mange V-borgmestre vil gerne have del i tog-milliarderne. Men på Borgen har Løkke meldt ud, at han ikke vil være med til at tage pengene fra Nordsøen efter den finansieringsmodel, som regeringen har lagt frem.

Thorning mener, at hun sidder med en stensikker vindersag her, lige som regeringens sociale 2020-mål er en håndsrækning til S-borgmestrene. De kan gå i valgkamp med en plan for de hjemløse, narkomanerne og de udsatte børn og unge, der ser mere kerne-socialdemokratisk ud end de borgerliges krav om stram budgetdisciplin eller nulvækst.

Eneste malurt i bægeret var, at S stadig ligger under 20 pct. i gallup. Det talte man ikke højt om.