Fyringen af AGFs cheftræner, Peter Sørensen, handler ikke kun om resultater, men om et anstrengt forhold til både spillere og stab

Onsdag aften, på den anden side af klokken 20.00, i halen på en rædselsvækkende AGF-præstation i pokalkvartfinalen mod AaB, satte tre mænd med forstenede, udtryksløse og askegrå ansigter sig ned ved et bord, kiggede hinanden i øjnene, satte ord på det uundgåelige.

AGF-direktør Jan Christensen, bestyrelsesformand Lars Fournais og næstformand Jesper Ørskov skulle ikke bruge mange minutter på at blive enige.

De var nødt til at lange cheftræner Peter Sørensen en fyreseddel.

Han havde fået lang snor - havde overlevet et 2013, hvor sejrene ikke ligefrem trampede hinanden over tæerne for at komme til, hvor spillestilen og spilleglæden var havnet i en blindgyde - men nu var tålmodigheden brugt op.

Og det selvom man havde givet ham en hel vinteropstart til at forsøge at genskabe projektet, et forår til at skabe de resultater, man fra klubledelsen mente - og mener - truppen har potentiale til at kunne indfri: Som minimum en sjetteplads. Helst bedre endnu.

Og det selvom, AGF-holdet kun nåede to kampe i foråret, den ene mere end godkendt, 1-1 mod FCK, den anden, ja, en pinagtig forestilling, der skabte knap så rare flashbacks til måden efterårssæsonen endte: Et mandskab, attitudemæssige zombier, uden mål og retning, taktisk misrøgtet.

Det lignede det i hvert fald set udefra.

Det kunne de tre ledende herrer i Århus Elite A/ S - og dermed AGF - ikke holde ud at kigge på. Derfor handlede de. Prompte. Til manges overraskelse.

Peter Sørensen havde jo netop fået en ny chance.

For det var en fyring, der allerede var tæt på at blive eksekveret tilbage i december i kølvandet på den hæslige afslutning på efteråret, men dengang klarede Sørensen på et hængende hår frisag takket været sine talegaver, sin evne til at overbevise bestyrelse og direktør om, at han havde en plan klar. Han var nede på knæ, pegede på egne fejl, lovede bod og bedring.

En hidtil uset ydmyghed fra en mand, der ellers aldrig tidligere havde kunnet få øje på fejl eller mangler ved spejlbilledet.

Men han slap også, fordi klubben ikke lykkedes med at finde et reelt alternativ til posten. For ledte, det gjorde man, havde flere følere ude.

Nu har man så spildt en, to, tre måneder.

Og argumentet for fyringen, som der stod skrevet i den pressemeddelelse, klubben sendte ud lidt over klokken 23.00 onsdag aften, er de dårlige resultater.

Det er nu langt fra hele historien.

Der ligger mere - meget mere bag.

-Vi skal have is i maven. For det har jeg. Også selv om der er andre, der har lidt mindre is i maven. Det er ikke et spørgsmål om, at hvis vi taber en kamp eller to, så går jeg i panik, udtalte Jan Christensen for blot fjorten dage siden.

Fyringen handler ikke - isoleret set - om én dårlig præstation mod AaB, men om alt det, der i lang tid har ligget bag de dårlige resultater.

Det handler om en spillertrup, hvor ingen - eller i hvert fald kun meget få - på det personlige plan havde det store tilovers for deres træner. Det handler om en stab omkring Sørensen, der var dødtrætte af at blive talt til som små børn, som også var slidte.

Det handler om en samlet AGF-trup, der havde fået mere end nok og derfor totalt havde mistet respekten for den evigt larmende og højtbjæffende førerhund.

Der har også tidligere været fokus på Sørensens kontante ledelsesstil og kontroverser med spillerne. Alt sammen episoder, der har forstærket den negative stemning i og omkring truppen i forhold til den nu forhenværende cheftræner.

Og det er hele vejen rundt. Ikke bare enkelte sure, forsmåede spillere. Det var til sidst hele vejen rundt.

Og når spillerne fra øverste lag i hierarkiet - vi snakker Steffen Rasmussen, Martin Jørgensen, Hjalte Nørregaard, Casper Sloth - længe har manglet respekt for træneren på grund af dennes omgangstone, generelle mandskabsbehandling og ikke alt for ophidsende træning, har det kun været et spørgsmål om tid før, det ville ske.

Trænerfyringer i AGF har der været mange af, men aldrig tidligere har de medført en så udtalt grad af lettelse og tilfredshed, som det var tilfældet torsdag på Fredensvang.

Planen havde længe lydt på en fyring til sommer, når den ønskede kandidat var klar i kulissen. For uanset hvordan det var gået i foråret, var vejen til skafottet gjort klar for Sørensen. Det handlede bare om, hvorvidt han kunne føre klubben gennem de næste måneder, uden at nedrykningen kom for tæt på.

Det kom den så onsdag aften, hvor holdet underpræsterede i en grad, som fik ansigtskuløren til at forsvinde hos de tre folk fra bestyrelsen og fik trekløveret til at sætte ord på det uundgåelige: Peter Sørensen er fortid i AGF.

Peter Sørensen har valgt ikke at udtale sig før efter AGFs kamp mod Sønderjyske lørdag.