Ryd bordet og start forfra.

Det var den kontante melding fra Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, inden han onsdag gik ind i Statsministeriet for at blive orienteret om de kommende trepartsforhandlinger.

Med sig havde Samuelsen en meget klar opfordring til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S):

- Jeg vil foreslå, at man ophæver samtlige offentlige overenskomster så hurtigt som muligt, for et af de helt store problemer er, at vi bruger tiden på det forkerte, sagde han.

- En masse undersøgelser viser, at social- og sundhedsassistenterne, pædagogerne og lærerne bruger tiden på det forkerte. Alt for meget tid spildes på bureaukrati, og det, tror jeg, man kunne løse ved en gang for alle at få ryddet op i det system, lød det fra Anders Samuelsen, der mener, at de nuværende overenskomster skaber et »bureaukratisk helvede«.

- Vores fokus er at få ryddet op i det her, så vi kan komme tilbage til, at folk kan fokusere på deres faglighed, sagde LA-lederen på tærsklen til Statsministeriet.

Her understregede han også, at der skal indgås nye aftaler, når de gamle er sløjfet.

- Så skal man selvfølgelig indgå nye aftaler, hvor man ikke bygger oven på et alt for bureaukratisk system, hvor der er alle mulige detailreguleringer. Det er ikke noget med, at folk skal arbejde 55 timer om ugen. Det er stadigvæk inden for de rammer, man kender, sagde Anders Samuelsen.

Liberal Alliances leder er den sidste i rækken af partiledere, der onsdag har været til kaffemøde hos Helle Thorning-Schmidt for at blive orienteret om trepartsforhandlingerne. Lars Løkke Rasmussen (V) åbnede i morges ballet. Herefter svingede Pia Kjærsgaard (DF) og Lars Barfoed (K) forbi Statsministeriet.