Det er ikke kun bankdirektørerne, der kan stole på Liberal Alliance. Sådan lyder det fra partileder Anders Samuelsen, efter SFs partiformand, Villy Søvndal, ved sin tale på SFs landsmøde har sagt:

- SF arbejder for folk med almindelige jobs. De kan stole lige så trygt på SF, når de skal have deres interesser varetaget, som direktøren i Saxo Bank kan stole på Liberal Alliance.

Men alle, der vil bidrage til Danmarks fremgang kan stole på Liberal Alliance, lyder det fra Anders Samuelsen.

- Villy har fuldstændig ret i, at Saxo Bank-direktørerne kan stole på Liberal Alliance. Lige så meget som den arbejdsløse kan, siger Anders Samuelsen, der mener, at SF lader netop de arbejdsløse i stikken.

- Alle, der vil bidrage til Danmark i fremgang, kan stole på Liberal Alliance - de unge studerende, de hårdtarbejdende, de faglærte og ufaglærte og dem, der rammes af, at arbejdspladserne rykker ud af Danmark. Det er faktisk lige præcis dem, jeg mener, SF lader i stikken hver eneste dag, mens Villy bare snakker og beskatter, lyder det fra Samuelsen, der kalder Liberal Alliance for »det rigtige arbejderparti.«

- Villy tror, at det er ham, der repræsenterer et arbejderparti, men det er faktisk os. Det, han håber på, er at få båret brænde til bålet af fordomme, så han kan blive fri for at tale om politik. Det er et udtryk for desperation, lyder det fra Samuelsen.