Mikkel Samuelsen har aldrig selv talt om, hvordan det pludselig var at havne på forsiden af Ekstra Bladet med hele Danmark som tilskuere i den personlige hemmelighed om sit tidligere narkomisbrug.

Men Anders Samuelsen giver nu for første gang et indblik i, hvordan dagene omkring 6.november, hvor Liberal Alliance lederen måtte haste hjem fra FN-generalforsamling i New York for at forklare, at betalingen af narkogælden var for sønnen.

- Mikkel græd i telefonen mandag morgen (7.november, red) på vej i skole efter at have set sig selv på forsiden: ”Hvornår stopper de, far, hvorfor gør de det?” Jeg melder pas, Mikkel. Pas. Svar skyldig. Journalister der bruger rockermetoder i deres kamp for at finde Mikkel, jagte Lajla (Samuelsens ekskone, red), Mikkels kæreste og hendes forældre og få mig til at sige mere, skriver han på sin Facebook-profil.

Læs også: Samuelsen: Derfor betalte jeg narkogælden til Hells Angels

- Tirsdag starter Mikkel i nyt fritidsjob i 7-Eleven (godt det ikke var mandag, så kunne han have stået der og langet forsidebilleder af sig selv over disken hele dagen…) .For 120. gang spørger han: ”Hvornår stopper de, far?” Men han er stærk nu. Piver lidt, men er stærk. Heldigvis. Tør ikke tænke på hans reaktion, hvis den forside var kommet et år tidligere, skriver Samuelsen videre.

Over for bt.dk uddyber Anders Samuelsen, hvilke konsekvenser sagen havde for familien. Her forklarer han, at det som far var grænseoverskridende at se sin søn omtalt i medierne, bare fordi han selv er en kendt person.

- Det ville jo aldrig være blevet nævnt, hvis ikke Mikkel var søn af mig. Det gør utrolig ondt som far at se sin søn blive draget ind i noget, som han ikke har bedt om. Jeg vil lyve, hvis der ikke var tidspunkter i den tid, når jeg var træt og ked af det, at jeg overvejede at droppe politik og sige; det her er simpelthen ikke det værd. Jeg vil bare være en almindelig far.

- Men vi har i familien en enorm stædighed, som Mikkel også besidder. Ingen - heller ikke journalister - skal bestemme, om jeg skal stoppe i politik, eller om Mikkel skal gå ned med flaget. Ligesom da partiet var helt på 0,0 pct, og folk nærmest gjorde grin med os, ville jeg ikke give op, siger Samuelsen til bt.dk.

Trods de hårde tider for familien Samuelsen i 2011, er de kommet styrket ud af det.

- Både Mikkel og Emil (yngste søn, red) har gjort en god lære af hele sagen: At man altid skal huske på, at der er to sider af en sag. At tingene ikke altid er sort eller hvidt. Jeg er utrolig stolt og glad over den måde, som Mikkel har klaret det på, og det går rigtig godt for ham nu, hvor han bor i København, siger Anders Samuelsen.