Venstre har udviklet sig til et protestparti for alle de mennesker, der er utilfredse med regeringen. Det mener Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, der nu retter et frontal­angreb på Lars Løkke Rasmussen (V) og hans fremadstormende venstretropper. Det skriver Berlingske.

- For mig at se er Venstre på nuværende tidspunkt bare et protestparti. De er sure. De skælder ud over betalingsringen, men har ikke deres egne bud på en løsning, siger Anders Samuelsen.

Han er utilfreds med, at Venstre ikke vil fremlægge deres bud på nødvendige reformer, før regeringen spiller ud.

- Venstre må droppe deres lurepasseri, og Lars Løkke Rasmussen må se at komme ud af hængekøjen. Danskerne har et legitimt krav på at vide, hvad alternativet til den nuværende regering er, siger Samuelsen til Berlingske.

I dag holder Liberal Alliance landsmøde i København, og Anders Samuelsen vil benytte lejligheden til at fastslå, at partiets muligheder for at opnå indflydelse nærmest er bedre end før regeringsskiftet.

- Når det gælder værdipolitikken, kan vi tilsyneladende bedre finde et liberalt fællesskab med den nuværende regering, end vi kunne med den tidligere, siger han.

Håndsrækningen til SRSF kommer i samme uge, hvor Dansk Folkeparti valgte at gå med i en trafikaftale. Ifølge den konservative formand, Lars Barfoed, lover det godt for det brede samarbejde.

- Vi har brug for et folketing, hvor vi ikke er så fastlåst i blokkene. Det siger jeg, selv om jeg er uenig med DF, når de hjælper regeringen med at øge bilbeskatningen. Og jeg er uenig med Liberal Alliance, når de hjælper regeringen med at lempe asylpolitikken, siger Lars Barfoed til Berlingske.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, understreger, at Venstre også er parat til at tage ansvar.

- Vi er f.eks. med i den bankpakke, der blev indgået i går. Vi er bestemt ikke et protestparti, vi er et bredt, liberalt folkeparti. Det undrer mig, at Liberal Alliance har behov for at kaste om sig med kritik, når de tidligere har ytret utilfredshed med børnehaveniveauet i Folketinget, siger hun.