Han nægtede at være den eneste prins af Wales, der ikke havde haft en affære. Og samtidig havde hans egen far rådet ham til have en affære, hvis ægteskabet ikke var, som han forventede.

Sådan forholdt det sig ifølge den engelske prinsesse Diana, da hun talte med sin stemmetræner Peter Settelen i årene mellem 1992 og 1993, hvor hun var blevet separeret fra prins Charles.

Samtalerne med stemmetræneren blev optaget og har hidtil været holdt hemmelige - indtil denne sommer i forbindelse med, at det er 20 år siden, at en sort Mercedes kørte prinsesse Diana ud på sit livs sidste tur.

Om aftenen den 30. august 1997 havde hun været ude at spise en romantisk middag på Hotel Ritz i den franske hovedstad med sin kæreste Dodi Fayed, før de satte sig ind i bilen, som kørte dem ind i Pont de l’Alma-tunellen, hvor den kort efter midnat kolliderede med en betonpille og siden med tunnelvæggen i høj fart. Mange mener, at de forsøgte at undslippe nogle fotografer, der fulgte efter dem.

Diana overlevede ikke.

De hemmelige optagelser er blevet en del af dokumentaren 'Diana: In her Own Words', som blev vist på den engelske Channel 4 tidligere på sommeren. I optagelserne kan man høre, hvordan hun ærligt fortæller om alt fra sin barndom til sit ægteskab med den engelske prins.

Begge nåede at have affærer, før de blev skilt, men særligt prins Charles' affære med sin tidligere kæreste og veninde Camilla Parker Bowles tog hårdt på Diana, fortæller hun.

Da hun konfronterede ham med, at hun kendte til affæren, svarede han ifølge hende:

»Jeg nægter at være den eneste prins af Wales, der ikke har haft en affære.«

Det skriver det engelske medie The Sun.

Derudover afslørede hun også, at hendes svigerfar - prins Philip - angiveligt havde rådet Charles til at finde sammen med Camilla, hvis ægteskabet med Diana begyndte at knirke.

»Min svigerfar sagde til min mand: 'Hvis dit ægteskab ikke fungerer, kan du altid gå tilbage til hende (Camilla, red.) efter fem år', og det var præcist det, der skete, og det ved jeg helt sikkert, jeg vidste, at noget skete før det,« fortæller hun.

Diana og Charles blev separeret i 1992, og fire år efter blev parret skilt.

Sammen fik de sønnerne, William og Harry.

Det engelske kongehus har ikke kommenteret dokumentaren.