Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen håber, at hele situationen omkring udviklingsministeren mulige afsked beror på en misforståelse.

Det var en sammenbidt Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V), der torsdag morgen mødte op til partiets gruppemøde i kølvandet på meldingerne om, at udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil forlade sin ministerpost.

»Jeg vil være rigtig, rigtig trist, hvis der enten er en situation, hvor Christian Friis Bach er blevet bedt om at gå af, eller selv går af,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

»Han er en kompetent minister, der varetager sit område med meget stor dygtighed, og der står international respekt om han. Så jeg håber, at det hele beror på en misforståelse«.

Vedvarende rygter fortæller, at GGGI-sagen er årsagen til, at Christian Friis Bach forlader sin ministerpost, men sagen har ikke fået Lars Løkke Rasmussen til at overveje at forlade sin post som formand i den omstridte klimaorganisation.

»Nej, jeg er blevet bedt om at være formand, blandt andet med støtte fra den danske regering,« understregede han inden gruppemødet torsdag.

»Vi er godt igang med at rydde op i den organisation. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.«

Lars Løkke Rasmussen slår fast, at han ikke kender til nogen ny udvikling i GGGI-sagen.

»Og det gør mig ondt, hvis Christian Friis Bach enten er blevet bedt om at gå eller selv går, fordi han er en uhyre kompetent udviklingsminister«.