Han kørte i sin Nissan Sonny, da en politipatrulje stoppede ham i den indre by. Anholdelsen skete helt uden dramatik.
Anholdelsen kommer, efter at drabet på den 48-årige Margrethe Daniels Madsen, Boesengade 6, Nyborg, i går blev mødt med sorg og bestyrtelse i store dele af Nyborg.
Hun var kendt som en uhyre vellidt sportskvinde i Nyborg Gymnastik- og Idrætsforening, en samvittighedsfuld nattevagt på plejehjemmet Solhøj, og havde desuden en stor kundekreds som fysiurgisk massør med klinik i sin villa i Boesengade.
I et brev på drabsstedet har den 48-årige Margrethe Daniels Madsens samlever gennem halvandet år, den 52-årige maskinmester Aleks Werge, tilstået, at det var ham, som begik drabet, og i brevet tilkendegivet, at han vil tage sit eget liv.
I løbet af i går prøvede politiet at finde frem til Aleks Werge. Bl.a. satte man en helikopter ind i eftersøgningen, men efter flere timers flyvning langs kyster og over skovområder på hele Fyn måtte helikopterfolkene give op.
Det er en kendt sag i Nyborg, at Aleks Werge har haft det psykisk dårligt i et stykke tid. Han har været indlagt til psykiatrisk behandling og havde et års orlov fra sit job på Danisco.
"Vi ved ikke noget om motivet til drabet, og vi har ikke nogen holdepunkter for, at der er tale om jalousi," siger kriminalinspektør Poul Erik Bentsen, Nyborg.
Margrethe Daniels Madsen blev fundet dræbt i sin seng lørdag aften ved 20-tiden. Sammen med sin samlever og nogle venner havde hun i løbet af ugen altalt, at de allesammen skulle til koncert med Bamses Venner i Nyborg.
Da hun imidlertid ikke dukkede op, tog hendes venner ud til villaen i Boesensgade. De slog en rude ind og fandt hende så død i sengen.
Nyborgs kriminalchef Poul Erik Bentsen oplyser, at den dræbte er død efter flere slag med et stumpt instrument i hovedet, men man har ikke fundet mordvåbenet på gerningsstedet.
Margrethe Daniels Madsen og den eftersøgte Aleks Werge havde hver sin adresse i Nyborg, men Aleks Werge boede som oftest hos hende.
Ugen før havde Margrethe Daniels Madsen, som var mor til to voksne børn, været alene på skiferie i Norge, og visse uoverensstemmelser mellem parterne kan have ført til drabet.
Margrethe Daniels Madsen blev sidst set fredag morgen, da hun kom hjem fra sit job som nattevagt på plejehjemmet Solhøj. Natten til lørdag udeblev hun fra sin vagt.
I mange år havde Margrethe Daniels Madsen været en særdeles vellidt sportskvinde i Nyborg Gymnastik- og Idrætsforening. Hun havde bl.a. været håndboldleder for drenge-lilleputholdet, hun havde været massør i idrætsforeningen og spillet håndbold i mange år. Efter et års pause var hun efter jul begyndt at spille igen på Old Girls B-holdet.
Netop i går skulle dameholdet spille mod naboklubben Vindinge, men kampen blev aflyst, da det rygtedes, at hun var blevet myrdet.
"Hun fortjente bestemt ikke den skæbne, og da jeg hørte, hvad der var sket, besluttede vi at aflyse kampen. Den chokerende meddelelse har ramt os alle," siger Old Girls-holdets træner, Ole Max Christiansen, som tidligere er kommet sammen med den dræbte.
Aleks Werge beskrives som 190 cm høj, almindelig af bygning, med kort gråt hår med høje tindinger og et gråt veltrimmet fuldskæg.