Da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940, besluttede Folketinget, at dansk politi skulle samarbejde med besættelsesmagten. Det betød i praksis, at politiet skulle være nazisternes forlængede arm og anholde landsmænd, der agerede som spioner, sabotører og modstandsfolk.

Da Tyskland i 1941 gik i krig mod Sovjetunionen, stod dansk politi for interneringen af flere hundrede danske kommunister.

Udsigten til at skulle anholde og måske dræbe landsmænd fik nogle politifolk til at finde anden beskæftigelse. Nogle få indgik samarbejde med den britiske efterretningstjeneste, og en del politifolk endte i koncentrationslejre.

Alt for grundige

Størstedelen af politistyrken udførte dog deres ordre, som trods alt var udstukket af den S-R-ledede regering.

Sagen om henrettelsen af Rottbøll viser, at visse betjente gik overordentlig grundigt til værks, når det kom til at nedkæmpe modstanden mod tyskerne.

Da tyskerne opløste den danske regering i 1943, meldte en del politifolk sig ud af den danske politistyrke og gik over i den tyske.

Da krigen var slut, blev omkring 500 danske betjente idømt hårde straffe, fordi de havde samarbejdet lidt for ivrigt med tyskerne.

2.000 sendt i koncentrationslejr

Efter 1943 forhandlede politiet med tyskerne om, hvad deres rolle skulle være.

12. maj 1944 blev tyskerne trætte af at forhandle og beordrede, at danske politifolk skulle bevogte 57 virksomheder, der var i fare for at blive udsat for sabotage. På det tidspunkt blev sabotagehandlinger straffet med døden. Hvis politiet nægtede at bevogte virksomhederne, ville styrken blive reduceret fra 10.000 til 3.000 mand, hvormed den reelt ville være opløst. Efter modstand fra politiets faglige organisationer blev det vedtaget at takke nej til kravet, og dermed blev politiet opløst.

1.960 politifolk fra de store distrikter blev fanget og sendt i koncentrationslejre i Tyskland. Opholdet i kz-lejrene kostede 81-90 danske politifolk livet.