Danish Crown i Struer har fundet salmonella DT 104 i et parti svinemørbrad. Fundet er sket i forbindelse med slagteriets rutinemæssige egenkontrol. Det pågældende parti mørbrad er tilbageholdt og vil blive varmebehandlet, hvorved bakterierne uskadeliggøres.

Danish Crown er sammen med Danske Slagteriers veterinærafdeling gået i gang med at finde frem til den mulige smittekilde. 83 leverandører har leveret svin til Struer den dag, hvorfra mørbrad-partiet stammer, og erfaringerne fra tidligere tilfælde viser, at det via besætningernes salmonella-screening lykkes relativt hurtigt at indkredse smittekilden.

Danish Crown er ligeledes i gang med at finde frem til de kunder, der har modtaget svinekød fra Struer den pågældende slagtedag. Det er i den forbindelse konstateret, at der ikke er leveret kød fra Danish Crown i Struer til fersk detail i Danmark, skriver slagteriet.

/ritzau/