Kritikerne mener, at uanset om Jokovic var indblandet i klammeri, som endte med, at han nikkede en medpassager i en taxi en skalle eller ej, burde han have været straffet internt, via udelukkelse fra AGFs hold for en tid. Simpelthen på grund af, at hans bytur til henved klokken seks om morgenen ikke er acceptabel. Og slet ikke for en spiller med Jokovic fortid.

Slapperne, og deriblandt AGF-træner Ove Christensen mener, at samfundet muligvis har et opgør med spilleren, men at klubbens eventuelle opgør klares internt.

Og derfor valgte Ove Christensen altså at bruge den kontroversielle spiller, der da også kvitterede for tilliden ved at score AGFs enlige mål i sejren over FCK.

B.T.s sportschef Peter Brüchmann er en af de hårde kritikere af AGFs beslutning om at lade Jokovic spille. Og han talte i mandagens B.T. for en straf til den iltre spiller.

"Faktum er, at en voldsdømt, højprofileret sportsmand i gang med karrierens absolut sidste chance har bragt sig i en situation, som er aldeles utilgivelig. At knolde rundt i en stor jysk by klokken godt fem om morgenen er med Jokovics renommé i sig selv utilgiveligt. Det gør kun en kvajpande.

Og hvis ikke AGF vælger at straffe det, er klubben ikke værdig til nogen som helst form for respekt. Og vi taler altså vel at mærke om en klub, der i forvejen selv har et historisk lidt ramponeret renommé.

Ingen straf vil altså være lig med et signal til omverdenen a la: Gå bare i byen, drik bare igennem og gå til den. Bare du er god på banen," skrev B.T.s sportschef blandt andet i sin sportskommentar.

Mens Nocko Jokovic altså foreløbig kan fortsætte sin karriere, bliver det givet meget afgørende for hans fremtid, hvad Silkeborg Politi når frem til, når de en af de nærmeste dage afgør, om spilleren skal tiltales for vold.

"Vi har kigget grundigt på sagen, og vurderet, at der kræves en yderligere efterforskning.

Tirsdagen går i hvert fald også, men vi bestræber os på, at kunne give besked sidst på ugen," siger sekretariatschef hos Silkeborg Politi, Mogens Hald Jensen

I mellemtiden har B.T. spurgt nogle fodboldkyndige, om de havde handlet på samme måde som AGF har gjort i sagen om Nocko Jokovic.

PREBEN ELKJÆR: "Det er utroligt svært at svare på. På papiret ser det enkelt ud, men når man står i situationen, er det helt anderledes.

Jeg tror og håber på, at AGFs plan om at lade ham spille er en del af en større plan, der går ud på at hjælpe Nocko Jokovic.

Han er en speciel fyr. Og jeg er sikker på, at det ikke vil hjælpe ham at lade ham sidde udenfor.

Jeg mener: Han fik ligesom den ultimative advarsel, da han var i fængsel.

Og når man ser på, hvad der ikke har hjulpet, tror jeg heller ikke, at et par kampes intern karantæne vil hjælpe ham, tværtimod.

Generelt synes jeg, at det er positivt, at man ikke bare smider folk på porten. Men klubben bør naturligvis følge det op af en plan, som kunne indeholde noget behandlig eller lignende for at få Nocko på ret køl igen. Ellers forstår jeg ingenting af det."

SEPP PINTEK: "Jeg ville have gjort nogenlunde det samme som Ove Christensen i AGF. Det hjælper ikke noget at sætte ham udenfor. Det har de tidligere episoder jo vist. Og fængselsopholdet hjalp åbenbart heller ikke.

I stedet ville jeg have givet ham en saftig bøde. Og hvis ikke det hjælper, måtte han have en, der var endnu større. Til sidst ville det gøre så ondt på ham, at han var nødt til at lære det.

Jeg kender jo Nocko. Han er en utrolig rar og dejlig fyr. Men han har et sydlandsk temperament. Og så kan han ikke tåle alkohol. Giv ham lidt alkohol, og han mister let besindelsen.

Hvis AGF skal videre med Nocko Jokovic, må de sørge for, at han ikke kommer i nærheden af alkohol, for det er kun, når han får alkohol, at det går galt for ham.

FRANK ANDERSEN, HADERSLEV: "Jeg ønsker ikke at udtale mig konkret.

Men rent principielt i min egen klub og med mit eget hold, vil jeg godt fortælle, hvad jeg vil gøre, hvis nogen træder udenfor.

Jeg har gjort mine spillere fuldstændig klart, hvilke rammer de arbejder indenfor. Og indenfor de rammer har de ultimativ frihed.

Men det betyder også, at jeg ikke tolererer, at nogen træder voldsomt ved siden af.

I et tilfælde, hvor en spiller var gået i byen dagen før en kamp, ville jeg omgående give minimum to spilledages karantæne og indstille til klubben, at han fik en bøde.

Det er også det, der i sidste ende gør mig stærkest som træner. Nemlig, at jeg sætter nogle principper op og holder fast i dem.

Det samme ville forøvrigt gælde, hvis det var fem spillere, det drejede sig om. Jeg er fuldstændig kold, også hvis det ville betyde, at vi sportsligt ville blive svækket."

JAN SØRENSEN, HVIDOVRE: "Nu tilkommer det ikke mig at råde AGF til, hvad de skal gøre.

Men i Hvidovre var der helt sikkert sket et eller andet, hvis en spiller brød vores aftaler. Jeg havde gået ind og straffet ham enten økonomisk eller via udelukkelse, eller måske med begge dele. Så er det klart, at grovheden i overtrædelsen ville afgøre hårdheden i straffen.

Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at nogle spillere skader klubben. Selvfølgelig vil det kunne gøre ondt sportsligt at skulle udelukke eventuelle stjerner, men der er ingen, der står over klubben. Så i den situation ville jeg ikke være i tvivl, uanset hvor ondt det ville gøre.

Samtidig er det vigtigt, at det bliver signaleret ud, at vi straffer folk, så vi får vist, at de principper og regler, vi har stillet op, ikke bare kan brydes i tide og utide."