En norsk pige blev nytårsaften 2015 fundet død i en hytte i byen Beitostølen tæt på Lillehammer. Hendes BMI blev målt til 8,8, og det afslørede en grim historie om pigens mor, skriver NRK.

Nytårsaften 2015 døde en 13-årig norsk pige. Efterfølgende viste det sig, at hun havde et BMI på 8,8. Et BMI under 17,5 anses som alvorligt undervægt. Pigens mor er siden blevet tiltalt for groft omsorgssvigt, efter hun mellem 5. februar og 31. december 2015 gjorde sin datters liv til et helvede.

Statsadvokaten i sagen fortæller, at moderen har udsat datteren for flere tragiske hændelser. Blandt andet afslog moderen tilbud fra læger og specialister, der tilbød at se på datterens undervægt. Hun sendte også en sms til datteren, hvori hun bad datteren tape vægte fast til hendes krop og skjule det med løst tøj, når hun skulle til skolelæge.

»Vi mener at kunne bevise, at tiltalte bevidst har undgået at sende sin datter til læge, med den alvorlige tilstand hun blev fundet død i,« siger statsanklageren Arne Ingvald Dymbe til NRK.

Anklageren ønsker ikke moderen dømt under den norske straffelovs paragraf § 219, som hun umiddelbart er tiltalt for. Den skriver, at moderen kan idømmes op til fire års fængsel. Han mener ikke, at man kan se på alle forhold i sagen enkeltvis, men at de i stedet skal ses som ét forhold mod pigen.

Får det ønske medhold, skal der gøres brug af straffelovens paragraf § 283 – grov mishandling af nære relationer. Her kan moderen fængsles i op til seks år, hvis hun bliver dømt. Selv har hun dog nægtet sig skyldig, og hendes forsvarer fortæller, at hun havde håbet, at sagen ville blive henlagt.

»Hun har været chokeret siden, hun blev anholdt tilbage i januar, og så har hun også kæmpet med sorgen over datterens død. Jeg vil prøve at få hende tilbage i kampdygtig stand – hun må tage det som en fighter,« siger Aasmund Olav Sandland til NRK.

Moderens sag bliver dog ikke lettere af, at hun ifølge statsanklageren også nægtede at bestille tid til lægen, da datteren selv efterspurgte det. Hun truede også datteren med, at hun ville tage sit eget liv, ligesom hun altså flyttede datteren med til Beitostølen, hvor hun efterfølgende blev fundet død.

Også kommunen Bærum, hvor den 13-årige stammer fra, har modtaget kritik. De har brudt undervisningsloven flere gange i sagen om den 13-årige, ligesom børneværnet ikke gav pigen den hjælp, hun havde brug for.

Det er stadig uvist, hvordan sagen ender for både moderen og kommunen.