Særskilt folkeafstemning om patentdomstol
Ifølge Politiken tyder meget på, at en kommende folkeafstemning om EUs patentdomstol vil blive afholdt som en særskilt afstemning.
Ifølge Politiken tyder meget på, at en kommende folkeafstemning om EUs patentdomstol vil blive afholdt som en særskilt afstemning.
En kommende folkeafstemning om EUs patentdomstol vil formentlig blive afholdt som en særskilt afstemning, der hverken skal blandes sammen med kommunalvalget, valget til EU-parlamentet eller en afstemning om et eller flere af de danske EU-forbehold, skriver Politiken.
Ifølge avisens oplysninger er stemningen i regeringstoppen ret entydigt, at afstemningen bliver svær at undgå, og at den ikke skal puljes med alternative valghandlinger.
Det skal ske for at undgå at forplumre afstemningstemaet, men også for at øge sandsynligheden for at hive et ja i land.
Der er dog endnu hverken drejebog eller dato for afstemningsforløbet, men centrale kilder nævner over for avisen en af de første måneder i 2014 som en oplagt mulighed for at afholde en folkeafstemning.
Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har afvist at stemme for Patentdomstolen, og da der er tale om suverænitetsafgivelse, skal forslaget have fem sjettedeles flertal i Folketinget.
Danske virksomheder vil kunne få godkendt deres patenter for hele EU på en gang, hvis Danmark tilslutter sig den europæiske patentdomstol. I dag skal der søges hos patentmyndighederne i hvert enkelt EU-land.
Det vil ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet koste omkring 100 millioner kroner at holde en folkeafstemning om patentdomstolen.
Det vil betyde lavere stemmedeltagelse, hvis regeringen beslutter at holde folkeafstemning om patentdomstolen særskilt i stedet for eksempelvis at koble den med kommunalvalget, mener EU-ekspert Marlene Wind, der er professor og centerleder ved Københavns Universitet.
»Det er lidt frås at tage en afstemning om dette alene, når man sagtens kunne inkorporere det i andre afstemninger,« siger hun til Politiken.