Sabotage mod Benneweis
En gruppe fanatiske dyreforkæmpere slog i går til mod Cirkus Benneweis og forsøgte at sabotere forestillingen i Roskilde.
En gruppe fanatiske dyreforkæmpere slog i går til mod Cirkus Benneweis og forsøgte at sabotere forestillingen i Roskilde.
Cirkus-haderne havde været rundt i hele byen og sat store "AFLYST"-skilte hen over Cirkus Benneweis' egne plakater.
Folk i byen troede naturligt nok, at de to forestillinger i morgen og søndag var aflyst. Hele dagen i går var telefonerne rødglødende på grund af bekymrede mennekser, der havde købt billetter.
"Dem kunne vi heldigvis hurtigt berolige. Det var værre, da kommunens tekniske forvaltning og håndværkere begyndte at ringe. De troede også, at det var aflyst og ville så have bekræftet, at de alligevel ikke skulle komme og udføre forskelligt arbejde for os, som for eksempel at udlægge el-forbindelse til pladsen. Det kunne have været katastrofalt, hvis den misforståelse ikke var blevet rettet," fortæller Nelly Jane Benneweis.
Cirkus Benneweis måtte sende sine egne folk rundt i hele byen og pille alle plakaterne ned igen.
Sabotagen blev anmeldt til politiet, der bad om at få en af plakaterne som bevismateriale. Det vides ikke, hvilken dyreforkæmpergruppe, som står bag, og politiet har ikke foretaget nogen anholdelse. Men sagen er overgivet til kriminalpolitiet i Roskilde, der behandler den som politisk hærværk.
I Cirkus Benneweis forstår man ikke, hvorfor dyrefanatikerne har set sig onde på netop dem.
"Vi er faktisk kendt for at have meget milde dressurnumre med dyrene. Der bruges ingen pisk eller noget. Og de, der har med dyrene at gøre, passer og plejer dem efter alle kunstens regler. Dyrene får lov til at gå så meget frit rundt som overhovedet muligt. Fra udlandet har jeg godt hørt om andre cirkus'er, som har haft problemer med den slags grupper. Men det er første gang vi har oplevet det herhjemme. Men heldigvis er det da ikke noget voldeligt anslag. Ingen er komme til skade, det har bare medført en masse besvær for os - men det var vel også det, som var meningen," siger Nelly Jane Benneweis.