Microsoft er nu klar med den tredje opdatering til Windows Phone 8 på kun et år og de lukker dermed hullet til iPhone og Android endnu mere.
Opdateringen annonceres nogle få uger efter at det kom frem, at Windows Phone er på fremmarch i en række vigtige lande.
I Europa ligger Windows Phone i snit på næsten 10 procent og i for eksempel Indien og Latinamerika er det det andet mest udbredte styresystem til smartphones, kun overgået af Android.
Microsoft forklarer, at en af årsagerne til de store fremskridt skyldes de mange regelmæssige opdateringer til Windows Phone. Jon Bille, ansvarlig for Windows Phone hos Microsoft i Danmark fortæller:
”Vi kommer nu med den tredje opdatering på et år. Det fortæller om vores commitment til vores platform. Vi mener det med Windows Phone og udvikler hele tiden på det. Lidt over 90 procent af alle brugere har installeret den version, der kom i januar. Det er et højt tal sammenlignet med Android og viser, at vi ikke har et fragmenteret økosystem”.
Med denne tredje opdatering, også kaldet GDR3, på ét år, er tre ting i fokus. At kunne lancere nye produktkategorier. Give nye muligheder til brugerne og samarbejdspartnere samt at forbedre den generelle kvalitet i styresystemet.
Læs test: Nokia Lumia 1020 med er meget mere end 41 megapixel
Med GDR3 gør Microsoft således klar til nye skærmstørrelser, nemlig de såkaldte phablet med skærme på 5-6 tommer.
Skærmene vil have opløsning på 1920 x 1080 pixel og vil give mulighed for 6 Live Tiles på tværs af skærmen. I dag kan man have 4.
Selvom det måske ikke lyder som en stor ting, så vil Microsoft altså udnytte de større skærme til noget. En model som Samsung Galaxy Mega med en skærm på 6,3 tommer udnyttede ikke rigtig den store skærm til noget.
Microsoft vil også tilpasse indbyggede apps og hubs som mail, Personer, Fotos, Musik og Videoer til de større skærme.
Microsoft påpeger, at med større skærme kan man gøre sin Windows Phone endnu mere personlig, da man kan fastgøre endnu flere personer, informationer eller apps på startskærmen.
”Det er vigtigt for os at fortælle, at vi understøtter det hele nu, vi har alle størrelser”, forklarer Jon Bille.
Udover større skærme, vil Windows Phone med denne opdatering også understøtte Qualcomms 8974 quad-core processor.
Med den nye opdatering får man også mulighed for at drage nytte af en ny bilfunktion, som Microsoft kalder Driving Mode.
Med denne funktion vil man kun få meget begrænsede oplysninger på startskærmen, mens man kører. Indkomne beskeder og opkald kan man for eksempel indstille til først at få vist, når bilen er parkeret.
Du kan læse meget mere om Driving Mode og flere nyheder i den nye opdatering til Windows Phone her.