Sådan vil Arsenal styrke forsvaret
Wenger vil nu forsøge at tætne en noget hullet Arsenal-defensiv.
Wenger vil nu forsøge at tætne en noget hullet Arsenal-defensiv.
Selvom Arsenal har kæmpet sig op på tredjepladsen i Premier League, vil manager Arséne Wenger have svært ved at kunne se tilbage på sæsonen med en god fornemmelse i maven. Hans hold er ude af alle andre turneringer end ligaen, hvor det er langt efter de to Manchester-hold i toppen - og oveni købet undervejs led et sviende 8-2 nederlag til rivalerne fra Manchester United. Det er simpelthen ikke godt nok for et hold, der ser sig selv som mesterskabskandidat.
Det lader dog til, at den rutinerede franske manager har indset, at det er nødvendigt at investere og planlægge sine transfers bedre, end det var tilfældet sidste sommer, hvor Wenger kom i tidsnød, hvilket resulterede i en masse måske forcerede "lappe-indkøb".
Derfor er det allerede nu en uofficiel sandhed, at han har sikret sig den tyske landsholdsspiller Lukas Podolski, hvilket uden tvivl vil tilføre stabilitet til det svingende hold.
Hvis man ser på Arsenals resultater, er det imidlertid hovedsageligt forsvaret, der har vaklet i denne sæson, hvor der er gået hele 39 mål ind på 30 kampe i Premier League. Arsenal har dermed kun det 10. bedste forsvar.
Måske er det derfor, at Wenger har gjort brug af en bred portefølje af forsvarsspillere de seneste sæsoner. Blot i denne sæson har Mertesacker, Squillaci, Santos, Koscielny, Sagna, Djourou, Gibbs, Jenkinson og Vermaelen optrådt i London-klubbens forsvar, men ingen andre end sidstnævnte har for alvor præsteret.
Måske af denne grund rygtes netop Vermaelens Belgien-makker Jan Vertonghen nu til The Gunners. Ifølge den engelske avis The Mirror pønser Arsenal på at byde i omegnen af 62 millioner kroner på den 24-årige belgier og Ajax-anfører, som havde et fint samarbejde med Vermaelen i Ajax. Vertonghens kontrakt udløber efter næste sæson, så det er bestemt ikke utænkeligt, at talentmaskinen vil forsøge at profittere på spilleren.
Jan Vertonghen, der har været i Ajax siden 2006, er også tidligere blevet rygtet til Manchester United.