Hvis økonomien trykker, kan det være en god idé at finde sig et billigere sted at bo.

Og heldigvis behøver man ikke at flytte særligt langt.

Boligportalen Boliga.dk har undersøgt forskellen på den billigste og den dyreste by inden for hver enkelt kommune i hele landet*, og tallene viser, at man visse steder kan slippe med at betale i omegnen af en tredjedel af kvadratmeterprisen og samtidig holde sig inden for kommunegrænsen.

En af de største forskelle på landsplan finder man i Aarhus Kommune, der huser et af Midtjyllands dyreste områder, Aarhus C, men samtidig lægger jord til forstaden Trige med lige under 3.000 indbyggere.

Afstanden er godt nok 11 kilometer i fugleflugtslinje, men besparelsen er til gengæld også til at få øje på. Mens en kvadratmeter hus i Aarhus C i det seneste år er handlet for knap 30.000 kr. i snit, slipper man med at betale ca. 60 procent mindre, godt 12.000 kr. pr. kvadratmeter, i Trige.

Ingen i nærheden af Frederikshavn

I Tønder Kommune, der også har store forskelle i priserne, troner Rømø højest på listen over kvadratmeterpriser med 12.200 kroner i snit, mens man kan få sig en kvadratmeter hus på fastlandet i Løgumkloster for 4.600 kr. - en besparelse på 62 procent.

Ingen områder kommer dog i nærheden af Frederikshavns Kommune, når det kommer til forskelle på kvadratmeterpriserne internt.

Således er en kvadratmeter hus i Skagen blevet handlet til knap 15.000 kr. i snit det seneste år, mens man 47 kilometer mod Syd i Østervrå kan skære to tredjedele af prisen og nøjes med at betale 5.546 kr. i snit pr. kvadratmeter.

Fra Holte til Birkerød
Ønsker man som mange andre at købe bolig i et af de attraktive områder nord for hovedstaden, kan det også godt betale sig at orientere sig lidt om priserne, før man lægger sig fast på en by.

I Rudersdal Kommune nord for København skal man således slippe 30.280 kr. i snit for at bosætte sig i Holte, men krydser man bygrænsen til Birkerød mod nordvest lyder gennemsnittet på 24.486 kroner i snit. En besparelse på 19 procent.

Flere af de andre populære kommuner i Københavns omegn byder også på markante forskelle.

Har man et ønske om at bo i Gentofte Kommune, kan man overveje at lade blikket vandre fra Charlottenlund og over til Gentofte, hvor man i snit betaler 6.900 kr. mindre pr. kvadratmeter, men dog stadig må af med over 32.000 kr. pr. kvadratmeter.

Til gengæld er der ikke meget at hente i vestegnskommunerne, hvor kvadratmeterpriserne ligger meget tæt op ad hinanden.

Se forskellen i boligpriserne i den dyreste og den billigste by i din kommune 

*Boliga har kun medtaget postnumre, hvor der har været minimum 20 salg i det seneste år.