Sådan snød jeg Se og Hør
Familiefar snørede ugeblad om Mary og Frederiks bryllupsrejse med falske e-mails.
Familiefar snørede ugeblad om Mary og Frederiks bryllupsrejse med falske e-mails.
En falsk e-mail adresse. Et nyt navn og en fiks løgnehistorie om det nye kronprinspar og deres bryllupsrejse.
Mere skal der ikke til for at havne på forsiden af ugebladet Se og Hør.
Det ved procesoperatør Mikkel Pagh fra Kalundborg - på Se og Hør dog bedre kendt som civilingeniør Herbert Henkel fra Dubai.
Selv er Mikkel Pagh ikke et sekund i tvivl om, at han er ophavsmanden til de oplysninger, der i sidste uge fik Se og Hør til på forsiden at slå fast, at Mary og Frederik hyggede sig i Dubai på hotel Royal Mirage.
I hvert fald indrømmer han nu over for B.T., at han besluttede sig for at snøre ugebladet og ikke mindst chefredaktør Henrik Qvortrup.
»Jeg havde set i TV, at han ville gøre alt for at skaffe et billede af de nygifte på deres bryllupsrejse. Jeg er selv superroyalist og vil gerne vide, hvor de er rejst hen - men først når de kommer hjem og selv fortæller det.«
Så dagen efter brylluppet tænkte jeg lidt over, hvordan jeg kunne forstyrre Se og Hør i jagten, eller få dem til at sende en mand i en helt anden retning,« fortæller Mikkel Pagh i hjemmet i Kalundborg, mens den nyfødte datter spiser hos mor, og »bonus-sønnen« fra et andet ægteskab får sig en portion koldskål med kammerjunkere.
Oprettede fiktiv e-mail
Der var ikke langt fra tanke til handling, og så gik han ind på computeren. Fik lynhurtigt oprettet en e-mail, der hed hehecon@yahoo.com udtænkt på baggrund af det fiktive navn Herbert Henkel Consult.
Under dække af at være civilingeniør på fast arbejde i Dubai fortalte han Se og Hør, at han havde set Mary og Frederik spise middag på et luksushotel lørdag aften efter brylluppet.
Ugebladets redaktionschef Per Kuskner svarede hurtigt igen og bad H. Henkel om at ringe hurtigt - »asap, as soon as possible«, som Per Kuskner formulerede det og skrev sit mobilnummer.
Det fik familiefaderen i Kalundborg til at svede lidt, for han kunne jo ikke ringe hjemme fra parcelhuset i Danmark uden at blive afsløret. Han havde ellers gjort sig umage for at brygge en historie sammen - bl.a. havde han sørget for at ændre uret på sin computer, så tidsforskellen på to timer mellem København og Dubai ikke blev opdaget.
Mikkel Pagh trak dog igen sin falske internet-identitet på og fortsatte ufortrødent med nye fup-historier om hvilket navn, kronprinsparret var indlogeret under.
Tørstede efter oplysninger
Per Kuskner reagerede igen hurtigt i en mail. Ikke overraskende ville redaktionschefen gerne i kontakt med H. Henkel, der tilsyneladende vidste alt det, sladderredaktionen i Valby tørstede så meget efter.
»Det er meget fine oplysninger, du kommer med. Jo flere, du kan komme med jo bedre,« skrev han blandt andet.
Men her stoppede Mikkel Pagh. Legen måtte få en ende. Han ville jo blot drille redaktionen og chefredaktøren. Stor var derfor hans overraskelse, da han den følgende torsdag i Se og Hør kunne se sine egne opdigtede oplysninger gengivet ord for ord i en artikel, der slog fast, at Mary og Frederik var på bryllupsrejse i Dubai.
»Det er for langt ude, at de kører en forside uden at have talt med nogen. Det er uhyggeligt, at det kan lade sig gøre. Hvis man kan bilde dem det her ind, så kan man bilde dem hvad som helst ind,« siger Mikkel Pagh.
E-mail korrespondancen afslører, at Se og Hør ikke har været særligt ihærdige for at undersøge Herbert Henkels historie. Per Kuskner stillede ikke et eneste spørgsmål, der kunne bruges til at komme civilingeniøren fra Dubai nærmere.
Og da Herbert Henkel ikke svarede, kom der ikke flere mails fra Se og Hør.
Adgang til korrespondancen
B.T. har adgang til den mail-konto, hvor korrespondancen er foregået, og der er kun sendt fire mails - to fra Mikkel Pagh, som blev fulgt af to svar fra Per Kuskner. De to journalister, der i Se og Hør lægger navn til historien, har ikke via mail forfulgt sporet i Dubai.
Selv render Mikkel Pagh lidt rundt om sig selv og ved ikke rigtig, hvad han har sat gang i. Men målet var at afsløre, at Se og Hør ikke kender grænsen for almindelig anstændighed og journalistisk selvdisciplin.
»Men jeg tror ikke, der kommer noget ud af det her, men forhåbentlig er der andre end mig, der også får sig et billigt grin.
Jeg tror ikke, Henrik Qvortrup vil indrømme, at han er blevet snøret. Og så griner han vel sidst under alle omstændigheder, for han har jo solgt sine ugeblade på den forside,« siger Mikkel Pagh.
Grin var nu ikke det, der mødte B.T., da vi i aftes kontaktede chefredaktøren på Se og Hør, Henrik Qvortrup. Det blev til tre versioner af klassikeren »ingen kommentarer«. Ind imellem klemte han dog lige en grundsætning ind, om hvordan man behandler kilder i journalistik.
»Du ved godt, at jeg som mange andre journalister er hellig, når det gælder kilder - det vil jeg ikke kommentere,« sagde Henrik Qvortrup.
Der gik dog ikke mange kvarter fra B.T.s første telefoniske henvendelse, før redaktionschef Per Kuskner ringede. Han var blevet bedt om at forklare sig ud af historien om Herbert Henkel fra Dubai.
Om Se og Hørs dækning af den hidtil hemmeligholdte bryllupsrejse sagde han.
»Vores historie er baseret på mere end en enkelts udsagn. Vi har fået den bekræftet fra andre kilder. Men, ok hvis du har mail-korrespondancen, så okay... Jeg vil ikke kommentere på, hvem der er vores kilder,« sagde han i aftes.
Tørret godt og grundigt
Per Kuskner hævdede også hårdnakket, at de nygifte har været i Dubai, og at Mikkel Pagh derfor har ramt plet med sine historier.
»Vi har fra en receptionist, at der har været et dansk selskab dernede,« lød det ikke overbevisende sandhedsbevis fra Per Kuskner.
Som samtalen skrider frem, bliver det klart for Per Kuskner, at Se og Hør er blevet tørret godt og grundigt af en snedig royalist. Han giver op - næsten.
»Hvis der er en, der har taget røven på os, så fred være med det. Men vi har ikke alene baseret vores historie på Hr. Henkel,« hævdede Se og Hør i aftes.
helo@bt.dk