Alright, jeg er godt klar over, at rigtigt gode og erfarne håndværkere ind imellem rammer et niveau, så man kan blive fristet til at tale om decideret kunst, men at Saxon skulle ende dér, hvor de er nu, havde man måske ikke lige set komme.

33 år inde i karrieren og 31 år efter jeg så dem første gang som support for Whitesnake i Londons hedengangne Rainbow Theatre, viste Saxon sig faneme i Amager Bio søndag aften at være bedre end nogensinde.

Og det tilmed i et år hvor bandet også – med forårets ”Call To Arms” - har udgivet deres bedste album i tyve år.

Saxons sympatiske sanger og indpisker Peter ”Biff” Byford er netop fyldt 60 år, men både han og resten af bandet gik i Amager Bio til stålet med en spilleglæde og en så åbenlys kærlighed til deres metiér, som havde de opdaget Heavy Metal dagen før. Den storm, der rasede ude i Københavns gader samme aften, blev med andre ord reduceret til et sløjt, sløvt suk i forhold til den ”Heavy Metal Thunder”, Saxon blæste af sted med inde i bioen.

Saxons facon er lige så ligetil og uforstilt, som den – desværre – er alt for sjælden. De går ind på scenen, og så LEVERER de… leverer, som skal de overbevise om deres eksistensberettigelse hvert eneste sekund, de er på samme scene. Sådan burde det naturligvis altid være, men det ved vi jo alle sammen godt, det ikke er.

En titel som ”I’ve Got To Rock (To Stay Alive)” stod til fuldt ud til troende fra dét øjeblik, Saxon ramte Amager med ”Hammer Of The Gods” og ”Heavy Metal Thunder” via selvforklarende titler som ”Never Surrender”, ”Solid Ball Of Rock” og ”Power And The Glory”, til bandet rundede af med klassikere som ”Wheels Of Steel”, ”747 (Strangers In The Night)”, ”Strong Arm Of The Law” og ”Princess Of The Night”.

Der blev sgu’ vitterlig spillet, som om både Saxons og publikums liv stod på spil. Det skal så ikke forveksles med desperation, men lad mig udtrykke det på denne måde: hvis én eller anden forstyrret gartner havde forsynet scenen med en bunke laurbær, ville Saxon have anerkendt samme som et krydderi og ikke noget, man skal hvile på.

Den koncert var i al sin gribende enkelthed den mest formidable fest, det i lange tider har været min fornøjelse at deltage i. Med fremragende lyd og 22 numre fra sangskatten leveret af et ualmindeligt sympatisk foretagende, som i sjælden grad lever op til Gasolins gamle 'det bedste til os og vores venner' credo.

Sådan, Saxon! Kom snart igen…