Statsminister Helle Thorning-Schmidt har været under meget hårdt pres for at lave en løsning, der redder de truede i dagpengesagen - internt i regeringen af SFs formand, Annette Vilhelmsen, og skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Og uden for regeringen af Johanne Schmidt-Nielsen og resten af Enhedslisten, som ifølge BTs kilder var klar til at udløse et valg på sagen før sommerferien, hvis regeringen ikke gjorde noget for at hjælpe de udfaldstruede.
Annette Vilhelmsen har ifølge kilder i regeringen siden 1. maj og især siden sit eget partis landsmøde 4.-5. maj internt arbejdet hårdt for, at der skulle gøres noget ekstra for dem, der står til at miste dagpengene og måske stå uden kontanthjælp, og Holger K. Nielsen har også været stærkt involveret i arbejdet i regeringstoppen.
Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange afvist at gøre noget yderligere ved problemerne.
Så sent som 7. maj sagde hun:
- Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe folk, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
Hemmelige møder
Men nogenlunde samtidig havde emnet i al hemmelighed topprioritet i regeringens økonomiudvalg. Der sidder finansminister Bjarne Corydon (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R), erhvervsminister Annette Vilhelmsen (SF), uddannelsesminister Morten Østergaard (R), skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
De afgørende personer i beslutningen er Bjarne Corydon og Margrethe Vestager. De har længe satset på, at det ikke var nødvendigt med flere lappeløsninger på dagpengereformen. Men på det seneste har det dog stået klart, at presset fra baglandet i S og SF var så voldsomt, at noget måtte gøres. Det har De Radikale også indset. I deres optik handler det dog mere om, at krisen har bidt sig mere fast end forventet.
’Nu gør vi noget’
- Det har jo løbende udviklet sig sådan, at krisen er værre og længere, end vi har regnet med. Og så kommer der et tidspunkt, hvor vi må se hinanden i øjnene og sige, at nu gør vi noget, siger en kilde i regeringen.
Det var Bjarne Corydon, der tog initiativ til de afgørende og dybt hemmelige møder, hvor beslutningen blev truffet. De foregik i Finansministeriet Kristi himmelfartsdag.
To dage før havde Bjarne Corydon banket by- og boligordfører Jan Johansen (S) grundigt på plads på Socialdemokraternes gruppemøde, fordi han i en kronik i Politiken havde krævet en løsning. Corydons vrede skyldtes netop, at han på det tidspunkt arbejdede på højtryk på en løsning, men at han var nødt til at holde det hemmeligt.
Betaler selv størstedelen
Det har sandsynligvis hjulpet på Corydons og Vestagers vilje til at gøre noget, at det er lykkedes at finde en model, hvor lønmodtagerne selv skal betale størstedelen af udgiften via et højere a-kasse-bidrag.
Samtidig mener kilder i Enhedslisten, at regeringen har været bange for, at Enhedslisten skulle udløse et valg inden sommerferien. Og det har de ifølge kilderne haft god grund til.
Enhedslisten har for nylig aftalt på interne møder, at man var villig til at udløse et valg, hvis der ikke skete noget på dagpengeområdet, oplyser kilder i partiet. Enhedslisten står i meningsmålingerne til at blive fordoblet, blive næsten lige så store som Socialdemokraterne og få 26 mandater i Folketinget, 14 flere end i dag.
Men det er ikke det afgørende, siger kilderne. Det er det derimod, at hver eneste dagpengemodtager, der røg ud, ville være en påmindelse om Enhedslistens forfejlede politik, som det udtrykkes.
- Det er meget positivt at opleve, at regeringen faktisk kan presses. Fagbevægelsen har gjort en stor og vigtig indsats. Baglandet i S og SF har råbt op. Og vi har fra Enhedslisten gjort det klart for regeringen, at der skulle en løsning til for de udfaldstruede dagpengemodtagere, hvis regeringen skulle helskindet igennem afslutningsdebatten. Det pres har virket. Det giver håb for fremtiden, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun vil i de kommende forhandlinger bl.a. forsøge at gøre noget ved finansieringen.
Brandslukning
- Regeringens udspil er brandslukning, der forhindrer de allerværste sociale konsekvenser. Men hvis der skal komme en god løsning ud af det arbejde, så skal presset fortsætte. Vi håber, at både fagbevægelsen og baglandet i regeringspartierne også vil fortsætte deres pres, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Regeringen har også nedsat en kommission, der med tidligere skatteminister Carsten Koch (S) i spidsen skal udtænke et nyt og moderne dagpengesystem. Det kan også vinde tid for regeringen. Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) frygter, at regeringen er ved at udvande hele den borgerlige dagpengereform, som De Radikale stemte for.