Statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver udset til at spille hovedrollen i sommerens kabale om EUs topposter
Helle Thorning-Schmidt (S) bliver et særdeles varmt navn denne sommer. Sådan lyder det fra flere velunderrettede udenlandske korrespondenter, der på tætteste hold følger det komplicerede spil om EUs topposter.
Senest er det kilder tæt på den engelske regering, der onsdag ifølge The Telegraph peger på Thorning-Schmidt som en af flere »højtkvalificerede« kandidater til posten som kommisonsformand. Hun beskrives som »yngre, dristigere« og mere tilbøjelig til at »føre EU-Kommissionen på en anden kurs«.
Dermed kan den danske statsminister i sidste ende blive kortet, der får den komplicerede magtkabale i Bruxelles til at gå op, lyder vurderingen.
- Både for mig og de kilder, jeg taler med, er hun en af de mest seriøse kandidater til at blive enten kommissionsformand eller EU-præsident, siger Bruno Waterfield, der er korrespondent for den engelske avis The Telegraph.
Han forventer, at Helle Thorning-Schmidt i løbet af sommeren skiller sig ud som den førende person til at stå i spidsen for EU-Kommissionen og dermed det mest indflydelsesrige job i Bruxelles.
- Det er meget muligt, at hun bliver den foretrukne kandidat for en af de store politiske koalitioner i EU-Parlamentet. Angela Merkel (Forbundskansler i Tyskland, red.) har tidligere sagt, at kandidaten ikke nødvendigvis behøver at være medlem af parlamentet, og det åbner en dør for Helle, forklarer Bruno Waterfield.
Til efteråret skal der skiftes ud på de tre mest magtfulde positioner i EU. Der skal findes afløsere for både kommissionsformand Jose Manuel Barroso, EUs rådspræsident Herman van Rompuy og unionens udenrigschef Catherine Ashton.
Det har sat gang i en yderst kompliceret personkabale, som der i løbet af sommeren vil blive brugt mange kræfter på at løse. Puslespillet foregår netop nu på allerhøjeste niveau, hvor blandt andre Tysklands Angela Merkel, den engelske premierminister David Cameron og Frankrigs præsident Francois Hollande tester navne på hinanden.
Det er en indviklet sag, for de kommende EU-bosser skal udløse enige nik både til højre og venstre i parlamentssalen, blandt små og store stater og samtidig få fordelingen mellem mænd og kvinder til at gå op i en højere enhed.
Netop nu er Luxembourgs Jean-Claude Juncker den varme kartoffel i legen. Miniputstatens forhenværende premierminister er bejler til posten som kommissionsformand. Bag ham står både EU-Parlamentet samt forbundskansler Angela Merkel, der tidligere har bakket Juncker op.
Men i Downing Street i London rynker David Cameron på næsen over den unionsbegejstrede Juncker. Han frygter, ifølge flere medier, at luxembourgeren bliver svær at sælge til de unionsskeptiske britiske vælgere.
Her kommer Helle Thorning-Schmidt ind i billedet, forklarer Berlingskes Bruxelles-korrespondent. Hvis Juncker bliver kommissionsformand, skal Helle Thorning-Schmidt agere modvægt som EU-præsident.
- Som det ser ud netop nu er Helle Thorning-Schmidt sukkeret, der skal få David Cameron til at acceptere Juncker som formand for EU-Kommissionen. Jo større skepsis over for Juncker, des højere er hendes kurs. Men hun er stadig kun et enkelt kort blandt mange, så intet er afgjort endnu, siger Morten Crone, der kalder meget af korridorsnakken i Bruxelles for spekulationer.
At situationen udvikler sig fra time til time var tydeligt tidligere på ugen. Ifølge det østrigske nyhedsbureau APA var Junckers formandsdrømme onsdag håbløse. Det udløste følgende reaktion fra hovedpersonen selv på Twitter.
- Mere end nogensinde før er jeg sikker på, at jeg bliver den næste kommissionsformand, skrev Jean-Claude Juncker kort efter.
Luxembourger Wort følger landsmandens stoleleg i Bruxelles tæt. Avisen har flere gange nævnt Helle Thorning-Schmidt som en del af pakken med Jean-Claude Juncker.
- Det har vi fra flere sider. Ifølge vores hovedkilde er hun udset, fordi de store lande foretrækker en kvinde på en af topposterne, siger Christoph Bump fra avisens politiske redaktion.
Det er logisk, hvis Helle Thorning-Schmidt på et tidspunkt vender tilbage til Bruxelles. Her fandt hun sin politiske identitet, siger Jakob Nielsen, forfatter til biografien om den danske statsminister ‘Helle for magten’. Han vurderer, at statsministerens europæiske netværk, med magtfulde briter imellem, er stærkt nok til at skubbe udfaldet i hendes retning.
- Dertil kommer, at hun gennem mange år har dyrket tænketanken Policy Network, der nok er domineret af briter, men som tæller centrumvenstrefolk fra hele Europa. Hun har et virkelig godt navn her, siger Jakob Svendsen, der er tidligere EU-korrespondent for Politiken.
Imens telefonlinjerne gløder mellem Europas hovedstæder, ser The Telegraphs korrespondent frem til næste topmøde i Det Europæiske Råd sidst på måneden. Uanset hvilken post pilen peger på for Danmarks statsminister, bliver det her, det næste store slag skal stå.
- Det her kommer til at tage hele sommeren, men næste kapitel bliver skrevet, når statslederne mødes den 26.-27. juni i Bruxelles. Her vil navnene komme på bordet, når de mødes over en middag med hemmelig dagsorden, og jeg forventer, at et af de navne bliver Helle Thorning-Schmidts, siger Bruno Waterfield.