Vi er ved Polarcirklen, nærmere bestemt Island, for at få en lille smagsprøve på de strabadser, kronprins Frederik i disse dage gennemgår nogle tusinde kilometer længere nordpå, på tværs af Grønlandsisen som deltager i Expedition 2000.
32-årige Denis Arnsdorf har selv gjort tjeneste i Sirius-Patruljen. Så han ved alt om, hvad Danmarks seje tronfølger må gennemleve.
"Kulden er streng deroppe. Men det vænner man sig til. Lige nu er Frederik - og de øvrige deltagere - i gang med den vel nok mest udfordrende del af ruten.
De skal krydse en kæmpegletscher, hvor Sirius-Patruljen aldrig før har været. Men jeg har forstået, at rekognosceringsfly har undersøgt ruten grundigt på forhånd.
Det hjælper selvfølgelig gevaldigt, og så er han jo sammen med erfarne folk," siger Denis Arnsdorf.
"Der har i pressen været fokuseret meget på faren ved isbjørne. Men det er normalt kun de unge, nysgerrige hanner, som kan finde på at nærme sig mennesker.
Og så er en signalpistol ofte nok til at skræmme dem væk. Vi plejede at vente med at fyre den af, til bjørnen var 50 meter fra os. Hjalp det ikke, ja, så stod der én parat med en riffel," siger den erfarne slædefører.
Denis Arnsdorf - som er islandsk gift - flyttede til Island i august 1996. Siden har han arbejdet på at realisere sin drøm om at starte en turistvirksomhed på øen, hvor attraktionen er en tur hen over sletterne på hundeslæde.
Og han har tilsyneladende ramt plet.
Turisterne strømmer til for at prøve den enestående oplevelse, som det kun er muligt at få ganske få andre steder på kloden.
Hallo, hallo Israel
På Island er han den eneste, som tilbyder hundeslædeture. Dogsteam Tours kalder han sit firma, der ligger ude i den smukke ødemark øst for Reykjavik.
"Turisterne kommer alle steder fra: USA, Japan, Europa, ja, sågar Israel. Israelerne sad på slæden og ringede via deres mobiltelefoner hjem til familien i Jerusalem og pralede løs," fortæller han med et grin.
Denis Arnsdorf fortæller sin historie, mens han råbende presser hundene fremad.
Makker de ikke ret, får de en skideballe, der runger mellem fjeldene.
"Hundene kræver en hård hånd. Men det er nogle dejlige hunde. Vi kan sagtens have dem inde i huset, og mine børn på halvandet og tre år leger med dem.
I Grønland har de ry for at være bidske, men det er ufortjent. En ting er vigtigt: de skal have lov til at arbejde.
Jeg er tit ude for, at turisterne får ondt af dem, når de slider sig op ad fjeldsiderne. Så plejer jeg at sige:
prøv at se på halerne - de strutter glade i vejret," siger Denis Arnsdorf.
Efter en time i den bidende kulde føles polarvinden som en skærende kniv i ansigtet, og vi længes allerede hjem til varmestuen.
Og kronprins Frederik skal være af sted i tre måneder! Man får et lille indblik i den enorme udfordring, han har kastet sig ud i, og kan ikke undgå at føle respekt for hans mod og viljestyrke.
En sej opgave
Lige nu - i disse timer - strider Kronprinsen sig formentlig frem over isen, midt i den uendeligt øde og iskolde intethed.
Og det er ingen nem opgave, skulle vi hilse at sige, at styre et hold egenrådige, grønlandske hunde.
Det kræver autoritet og indsigt i dyrenes psykologi, ellers bliver det hurtigt hundene, som styrer dig i stedet for omvendt.
Denis Arnsdorf har et godt råd til os og til Kronprinsen:
"Kulden bliver man aldrig immun overfor. Men der er en masse gode husråd, som Frederik sikkert også har lært.
F.eks. skal du altid sørge for at have en tæt og meget varm hue på. 80 procent af kropsvarmen afgiver man via hovedet.
Så fryser man om tæerne, er det på med huen!", griner Denis, mens han overlader det til sin assistent Bo at følge os hjem ad den samme rute.
Mens hundene ivrigt trækker os tilbage mod den befriende varme, fortsætter Denis ud i ødemarken med en amerikansk turist.
Han er overbevist om, at Frederik nok skal gennemføre turen:
"Det er bestemt ingen søndagsudflugt. Men til gengæld får han en fantastisk oplevelse for livet," siger han til afsked.